Overenskomster

Fagforbund afviser påstand fra Samariten

SORØ:Samariten har trukket sig fra ambulancekørslen i Region Sjælland. Det svenske ambulancefirma forklarede i dag til regionens politikere, at det er 3F's skyld, fordi fagforeningen har krævet en væsentligt dyrere overenskomst end den nuværende. Men det afviser 3F og bakkes op af arbejdsmarkedsforskerne Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet og Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet. - De har gabt over noget, de ikke kunne magte. De har afbrudt forhandlingerne om overenskomsten, nærmest før de kom i gang og har ikke ført dem på en seriøs måde, siger Jørgen Steen Madsen. Hans kollega Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet undrer sig over, at Samariten overhovedet har givet et bud på ambulancekørslen uden at have en overenskomst. - Det fatter jeg ikke. På den måde afgiver man et tilbud i blinde uden at vide, hvad ens udgifter bliver bagefter. Det tyder på, at de har vundet udbuddet, fordi man troede, man kunne lave en billigere overenskomst. Det er hverken sandsynligt, at 3F vil være med til det eller særlig professionelt, siger Flemming Ibsen./ritzau/