Fagforbund ind i jobformidling

KØBENHAVN:Om et par uger lancerer fagbevægelsen en ny elektronisk jobformidling, skriver Ugebrevet A4. Den faglige jobportal på internettet gør det muligt for laboranter, pædagogmedhjælpere og godt en halv million andre LO-medlemmer at klikke sig ind på skærmen og få et lynhurtigt overblik over samtlige ledige stillinger inden for ens branche. I første omgang er det kun de fire fagforbund HK, PMF, SL og FOA, der i fællesskab har udviklet den nye jobportal. Meningen har været at tage konkurrencen op med Arbejdsformidlingens jobnet og en håndfuld store kommercielle jobbanker på nettet. Og flere LO-forbund står på spring for at hoppe på den faglige jobportal. Ud over ønsket om at forbedre medlemsservicen er liberaliseringen af arbejdsmarkedspolitikken og den øgede konkurrence mellem arbejdsløshedskasserne, der er en konsekvens af arbejdsmarkedsreformen "Flere i arbejde", den direkte forklaring på, at forbundene kaster penge og prestige ind i det nye jobformidlingsprojekt. - Ambitionen er at alle ledige jobs inden for vores branche bliver tilgængelige på hjemmesiden, siger formand for PMF's A-kasse Nanna Højlund. FOA's A-kassechef, Winnie Lindner, vurderer, at det faglige jobnet bliver en væsentlig konkurrent til AF-jobnet, fordi man har udviklet en avanceret søgerobot, der langt bedre kan matche den jobsøgende med det rette job. Frem for at betragte fagbevægelsens initiativ som en trussel, ser direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen Lars Goldschmidt det som et stort fremskridt for gennemsigtigheden på arbejdsmarkedet. /ritzau/