Bortførelser

Fagforening betaler for at få søfolk hjem

KØBENHAVN:Faren for et blive taget som gidsel af pirater lurer på danske søfolk ud for de somaliske kyster. Alligevel lykkedes det ikke for den faglige organisation Søfartens Ledere at få en særlig aftale i stand med Danmarks Rederiforening. Formanden for Søfartens Ledere, Peer Bøje Brandenborg, mener, at området særligt gennem Aden Bugten er så farligt at sejle i, at det kan sidestilles med krigslignende tilstande og at søfolkene derfor er berettiget til at afmønstre og få deres hjemrejse betalt.- Vi har haft forhandlinger med skibsrederne, men det vil de ikke være med til. De henviser til, at der er en korridor gennem farvandet dernede, hvor internationale flådefartøjer, blandt andet det danske Absalon, overvåger handelsskibene. Det er efter vores opfattelse ikke nok. Søfolkene skal have lov at afmønstre og tage hjem, hvis de ikke vil udsætte sig selv for den risiko det er at blive overfaldet af pirater og taget som gidsler, siger Peer Bøje Brandenborg. Brandenborg henviser til Sømandslovens paragraf 18 a, der giver søfolkene ret til at afmønstre og rejse hjem, hvis der er tale om krigslignende tilstande. - Det mener vi, at der er i det område. Lige nu er 370 søfolk og deres skibe kapret og holdt tilbage af piraterne. Men når skibsrederne ikke vil betale, har vi besluttet, at vi som fagforening gør det. Ingen af vores medlemmer skal være usikre på, om de kan komme hjem, hvis de ikke vil sejle i de usikre områder, siger Peer Bøje Brandenborg. Flere danske skibe har været kapret gennem det seneste halvandet år. Sidste år kaprede somaliske pirater det danske handelsskib "Danica White", og fem danske søfolk var gidsler i 83 dage før de blev frigivet efter betaling af en løsesum. Den A.P. Møller-Mærsk-ejede slæbebåd "Svitzer Korsakov" blev kapret i februar i år og den seks mand store russisk-britiske besætning var piraternes gidsler i 47 dage, før de blev frigivet. I maj i år blev skibet "MV Amiya Scan" fra det hollandske rederi, Reider Shipping, kapret, men skibet var chartret af rederiet Scan-Trans i Næstved. /ritzau/