Fagforeninger til kamp for bedre arbejdsmiljø

For første gang markerer fagbevægelsen i år den internationale arbejdsmiljødag den 28. april. Dagen er mærkedag for de tusinder af lønmodtagere - børn og voksne - der hver dag dør på grund af dårligt arbejdsmiljø. Overalt i landet vil fagforeninger sætte fakler uden for deres dør for at mindes de næsten to millioner lønmodtagere, der hvert år mister livet på grund af dårligt arbejdsmiljø. Formanden for Funktionærernes- og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Bente Sorgenfrey, mener, at det er vigtigt også i Danmark at markere et godt arbejdsmiljø. Selv om vi har bedre forhold end mange andre lande, så anmeldes årligt op mod 60.000 arbejdsskader, og 70 danskere dør hvert år på grund af ulykker på deres arbejdsplads. - Det er jo ikke meningen, at man skal dø af at gå på arbejde. Man kan gøre meget mere ud af at have et godt og sundt arbejdsmiljø på arbejdspladsen, sådan så man sikrer sig, at så få som muligt kommer til skade, og helst slet ikke nogen. Meget skyldes dårlige arbejdsstillinger, giftige arbejdsmiljøer og i det hele taget meget sundhedsskadeligt arbejdsmiljø. Derfor er det så vigtigt at sætte fokus på, at arbejdsmiljøet har en stor betydning for at forebygge skader på de mennesker, der nu passer deres arbejde, siger hun. Det er LO og FTF, der har imødekommet en opfordring fra den internationale fagbevægelse, som siden 1996 har anbefalet, at 28. april bliver en international mærkedag overalt i verden. I Canada, Portugal, Spanien, Taiwan, Peru og Den Dominikanske Republik er det ved lov vedtaget, at 28. april er en mærkedag. Den danske fagbevægelse har i mange år deltaget i projekter med at forbedre arbejdsmiljøet i mange af de lande, hvor det står værst til. Og LO kritiserer, at regeringen med finansloven for 2004 besluttede at skære kraftigt ned på i støtten til projekterne. /ritzau/