EMNER

Fagforeningsbossen der blev overflødig

Lars Hedelund har mistet sit job som HK-formand efter fusionen med Aalborg, men det er han ikke ked af

HOBRO:Mange har med en blanding af undren og medfølelse spurgt fagforeningsformand i Hobro Lars Hedelund, om de seneste tre år ikke har været svære for ham, fordi han har gået og arbejdet på at gøre sig selv overflødig. Lars Hedelund har med fynd og klem engageret sig i arbejdet med at fusionere den lokale afdeling af HK med storebror i Aalborg. Også selv om det betyder, at der ikke er et lederjob til ham efter 1. januar 2005. HK Aalborgs formand Ivan Ziegler fortsætter på posten. - Det drejer sig om at holde målet klart, nemlig at skabe et HK, der er fremtidssikret. Jeg havde ingen vision om at en konkret person skulle sikres en bestemt plads i hierakiet, siger Lars Hedelund, som NORDJYSKE får en snak med i anledningen af hans farvel som fagforeningsboss. - Der findes et grimt ord, der hedder fagforeningspamper. Hvad tænker du, når du hører det? - Jeg er ikke stødt på nogen i min tid som formand. Fagforeningspampere hører fortiden til - det var vel nogen, der arbejdede for sig selv og ikke for systemet. Jeg mener, fusionen med Aalborg beviser, at jeg ikke er pamper. Jeg har været med til at tegne et billede, uden at tegne mig selv ind i det, siger Lars Hedelund. Den 41-årige laborantuddannede Lars Hedelund får fra 1. januar en mere underordnet stilling end den, han har bestridt de sidste seks år i Hobro. Det har han det godt med. Lars Hedelund bliver udviklingskonsulent og skal bl. a. hjælpe medlemmerne med karriereplanlægning og jobsøgning. Savner kontakten - At være HK-formand er alletiders lækre job, men jeg har savnet kontakten til medlemmerne. Jeg har mest haft beskuerens rolle. Fremover skal jeg ud og se med egne øjne, hvordan vi gør en forskel, siger Lars Hedelund. Det gør heller ikke spor, at der nu er udsigt til en mere normal arbejdstid for Lars Hedelund. De seneste måneder har hans kaldender været fyldt af så mange aftenmøder, at han har trukket hårde veksler på hustruen Jette og deres tre døtre. Familien er hans evige, dårlige samvittighed. HK giver gode råd I et tilbageblik på sin egen indsats de forløbne seks år siger Lars Hedelund, at han har været med til at ændre virksomhedernes opfattelse af HK som en organisation, arbedsgiverne frygter. HK bliver i højere og højere grad brugt som rådgiver af arbejdsgiverne. - De ringer til os og beder om råd, hvis de er bange for, at noget kan gå galt. Det er et tillidsforhold virksomhederne og HK imellem, hvor de godt ved, at vi ikke er ude på at binde dem noget på ærmet, fremhæver Lars Hedelund. Helt aktuelt oplever Lars Hedelund en stigning i stressede medlemmer, der henvender sig i afdelingen på Jernbanegade i Hobro for at få hjælp. De klager over dårligt psykisk arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. - Det går stærkere i dag, både inden for det offentlige og det private. Og hvis medlemmerne ikke rent kompetencemæssigt er klædt på til at tackle de nye udfodringer, så giver det stress, siger Lars Hedelund. Måske er det et bogholderi-kursus, medlemmet mangler for at komme på omgangshøjde. I den situation kontakter HK arbejdspladsen for at få en snak med ledelsen om, at det er en god idé at tænke strategisk og langsigtet, når det gælder om at dygtiggøre de ansatte, fortæller Lars Hedelund. "Fatter" var retfærdig Lars Hedelund blev ikke opflasket med interessen for fagforeningspolitik i hjemmet i Klejtrup, men han lærte af sin "fatter", at man må sige fra over for uretfærdighed. - Der ligner jeg nok min fatter. Jeg tolererer ikke, at nogen bliver uretfærdigt behandlet. Min far var skolelærer, og de elever, der havde det svært, var sikker på at have en beskytter i ham, fortæller Lars Hedelund. Han husker en episode fra sin barndom, da familien var på ferie i Italien. Lars Hedelunds yngre søster kom for skade at ringe på døren hos en ukendt mand, der holdt siesta. Manden skældte den fireårige pige hæder og ære fra på italiensk. Så greb faderen ind og gav manden en lignende svada på dansk, og det endte med, at italieneren måtte stikke familien en undskyldning. Den snart forhenværende fagforeningsboss har fået den ros, at han evner at se tingene fra begge sider. Hvis tingene er "gået helt i kage", lykkes det ham ofte at finde en løsning, som alle parter er tilfredse med. - Nogen vil sige, at jeg ab- solut ikke er diplomatisk. Ikke desto mindre har jeg ofte haft mæglerens rolle. Jeg tror, jeg er god til at trække ting frem, så de bliver spiselige, siger Lars Hedelund, der forsikrer, at han også efter 1. januar vil brænde for HK og foreningens medlemmer.