Dyr

Faglig dyst blandt kvægfolk

Dyrskuet god målestok for bedømmelse af kvalitet

HOBRO:Mange af udstillerne af kvæg på årets dyrskue i Hobro er gengangere fra tidligere år. - Jeg har været med de sidste mindst 15 år, fordi det er spændende at måle sine køer med andres. Nu er datteren og svigersønnen også udstillere, så for os er det næsten blevet en hel familieudflugt, forklarer Mogens Hansen, Skårup. Han udstiller i år seks køer af racen Dansk Holstein, og med fire af dem tildelt 23 point af dommerne er han godt tilfreds med resultatet uanset at det ikke blev til ærespræmier som i fjor. -Men der er også en del arbejde med at udstille, så vi nøjes derfor med Hobro Dyrskue, tilføjer han. Fransk fosterimport Blandt ejerne af de mange udstillede kødkvæg er Karsten Brødbæk, Svenstrup, med fire stykker Charolais kvier. - Vi har været med en gang før på dyrskuet her i Hobro, men var forhindrede i fjor grundet rejse til Frankrig for indkøb af avlstyr. Vi har 35 stykker Charolais kvæg, og som kvægkonsulent har jeg dem på hobbyplan, fortæller Karsten Brødbæk. Men uanset hobbyplan er han meget seriøs i alvlsarbejdet med import af dyre befrugtede æg, embryoner, fra Frankrig. - To af vores kvier her i dag har derfor både deres far og mor stående i Frankrig. Nogle kalder kunstig befrugtning snyd, og embryoner må så være dobbelt snyd i deres søjne. Men for mig giver det som avler uanset en dyr pris mulighed for at få det ypperste avlsmateriale i nedfrossen stand tværs over landegrænserne, hvor både den udvalgte tyr og kos gode gener bliver videreført i en rugeko hos mig, erklærer Karsten Brødbæk. Og med tildeling af en ærespræmie til den ene kvie samt fløjplaceringer på andre skuer i Danmark tidligere på året har den dyre investering allerede båret frugt.