Faglighed for fald

Hospitaler 22. september 2002 08:00

SYGEHUS: Borgmestre, borgere, ansvarligt sygehuspersonale og mange andre i Nordøstvendsyssel råber vagt i gevær over den foreslåede sygehusplan C. Mange steder trækkes måske på skulderen, det er det sædvanlige hylen, når et område rammes af besparelser. Men det er ikke besparelser, Nordøstvendsyssel rammes af - det er en faglig deroute. Området, med en befolkning på ca. 87.000 bliver efterladt med et sygehus, der ikke er funktionsdygtigt - uden sparemålene nås. Plan A sikrer besparelser og to funktionsdygtige sygehuse i Vendsyssel, et i vest og et i øst. Plan B sikrer ligeledes to funktionsdygtige sygehuse, men her er besparelserne ikke regnet helt igennem. Plan C sikrer et hovedsygehus i vest og et døende sygehus i øst. Uden man er sikre på nogen besparelser. Men har vi brug for to hovedsygehuse i amtet - Aalborg er jo tæt ved med de nye motorveje gennem vores landsdel? Er det ikke netop funktionsdygtige sygehuse til akutte basisydelser i tæt samarbejde med et dygtigt specialsygehus, der peger fremad? Plan C betyder, at den akutte modtagelse for kirurgiske patienter forsvinder. Ifølge plan C skal der stadig kunne tages mod akutte medicinske patienter. Mon alle ved om de fejler noget medicinsk eller kirurgisk? Med den akutte kirurgiske modtagelse forsvinder et beredskab af narkoselæger og sygeplejersker, der er absolut nødvendig for behandling af akut indlagte medicinske patienter. Den medicinske afdeling er helt afhængig af akut narkoselægeassistance ved akutte svære medicinske sygdomme. Det gælder sygdomme som for eksempel blodprop i hjertet, vand ved lungerne og flere lungesygdomme, forgiftninger m.v. Samtidig kan det være svært at skille, hvad der er en medicinsk sygdom og hvad der er en kirurgisk lidelse. Det er aldrig set at et sygehus af en størrelse som Frederikshavn kunne klare sig med det plan C indeholder. Hvorfor ønsker man så den model, når den ikke sikrer sparemålene og efterlader Nordøstvendsyssels befolkning med et sygehus, der ikke vedblivende er funktionsdygtigt. (forkortet, red.)

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...