Faglighed risikerer at forsvinde

I NORDJYSKE søndag (16.1.) er der en interessant duel mellem amtsrådsmedlem Birgitte Josefsen (V) og formanden for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard (V), på grund af, at Amtsrådsforeningens har en række kritiske bemærkninger om den forestående strukturreform.

Selv om det nordjyske amtsrådsmedlem fremturer, at amtsrådsforeningen er præget af gamle mænd, tillader jeg mig i en moden alder og være mest enig med Amtsrådsforeningens formand end amtsrådsmedlemmet fra Nordjylland. "Især fordi han udtrykker bekymring for udviklingen på det sociale område, herunder at hensynet til brugerne underordnes hensynet til kommunernes selvbestemmelse, samt, at finansieringen af opgaverne inden for de forskellige områder i regionerne er uigennemsigtige. Her sikres gennemskueligheden og ansvarligheden efter hans opfattelse bedst, hvis regionerne fik mulighed for at få egne indtægter". I det danske velfærdssamfund er det naturligt og tilstræbe, at selv de antalsmæssigt mindste problemer eller handicaps får tilbud om behandling, hjælp og støtte. I disse sammenhænge spiller amterne en vigtig rolle, idet det er her man stiller specialfagligheden til rådighed for kommunens borgere. Det drejer sig blandt andet om mennesker med psykiske problemer, autister, Damp, udviklingshæmmede, epileptikere, døve, blinde, talehæmmede, misbrugere og svært bevægelseshæmmede. I den politiske aftale om strukturreformen står blandt andet: "På socialområdet overtager kommunerne den 1. januar 2007 alle myndighedsopgaver og ansvaret for at finansiere de sociale tilbud. Regionerne har den forsynings – og udviklingspligt, der følger af, at regionerne som udgangspunkt driver alle nuværende amtslige institutioner". Udviklingspligten er ikke uddybet nærmere, men forsyningspligten er naturligvis afhængig af hvad kommunerne efterspørger til sine borgere. Og af hvem kommunerne efterspørger det. For det er vel ikke utænkeligt, at i disse liberale tider vil være en del private udbydere af behandlingstilbud til borgerne med forskellige handicaps og lidelser. Det er vel heller ikke utænkeligt, at den økonomiske faktor bliver afgørende for hvilke foranstaltninger man i kommunen vælger til borgerne med handicaps af den ene eller anden art, og hvilke grupper man vil prioritere! Der er risiko for, at professionelle med høj specialfaglighed i de nuværende amter, ser de kommende ændringer i opgavefordelingen ikke som en udfordring, men som en trussel, og søger andre "græsgange" – hvis de altså findes. Resultatet bliver, at den store faglighed, amterne har opbygget gennem mange år, forsvinder, og det rammer de svage borgere, som har brug for at blive hjulpet af specialfaglige professionelle. Og det tager tid og ressourcer at genetablere den store og nuancerede specialfaglighed. Og det handler om menneskesyn, om ordentlige, engagerede fag personer og om ansvarlige politikere.