EMNER

Fagre nye internet

Med Internet Explorer 9 lover Microsoft at gøre nettet smukkere og sjovere

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Foto: Søren Bang Hansen

De fleste læser stadig hjemmesider med Internet Explorer. Ikke fordi Microsofts weblæser er den bedste - men fordi den i årevis har været standardløsningen på millioner af Windows-pc'er. Ser man på kvaliteten, er Internet Explorer for længst overhalet af konkurrenter som Firefox og Chrome. Både når det gælder betjening, hastighed og fleksibilitet. Men meget tyder på, at Microsoft omsider har rejst sig fra laurbærrene. Den færdige version af Internet Explorer 9 udkommer formentlig først næste år. Men allerede nu kan du hente en næsten-færdig udgave ned fra: www.kortlink.dk/86yw. Disse "beta-versioner" er normalt kun for nysgerrige nørder, der gerne stiller op som frivillige forsøgskaniner. Men vores erfaring med dette program er rigtig gode. Og hvis noget ikke virker, kan du jo bare skifte til et af de udmærkede alternativer. Nydelig 9'er Fra første blik står det klart, at Microsoft har lært af konkurrenterne - først og fremmest Googles minimalistiske Chrome. Hvis du savner de klassiske menuer (Filer, Rediger, Vis osv.), kan de kaldes frem med et tryk på Alt-tasten. Men som standard er de fleste menuer og ikoner barberet væk. På den måde flyttes fokus fra weblæseren til hjemmesidens indhold. Man kan sige, at programmet er reduceret til en diskret ramme. Det hjælper også, at søgefelt og adressefelt er slået sammen. Måske i erkendelse af, at mange alligevel (fejlagtigt) skriver adresserne ind i søgefeltet. Microsoft har indsamlet en enorm viden om, hvordan folk bruger weblæserens funktioner. Det korte svar lyder: Næsten ikke! Således har kun 18 procent klikket på bogmærke-funktionen, mens blot en ud af 100 har oprettet en mappe til sine bogmærker. Derfor er disse ting nu gemt væk bag et lille stjerne-ikon øverst til højre. Her kommer de ikke i vejen for flertallet, og superbrugerne finder dem let alligevel. Både nye og garvede brugere får glæde af de visuelle genveje til de mest besøgte hjemmesider. Oversigten kommer automatisk frem, når man åbner en ny fane. En kosmetisk finesse er, at weblæseren kan adoptere nogle af hjemmesidens design-elementer. Så hvis du åbner en pigeside om ponyer og prinsesser, skal du ikke blive overrasket, hvis navigations-pilene pludselig er lyserøde. Ikke til alle For mange vil det være en streg i regningen, at Internet Explorer 9 ikke virker med Windows XP. Programmet kræver mindst Vista, og flere af de bedste nyskabelser virker kun med Windows 7. Fordi de simpelthen udnytter funktioner, der kun findes i denne udgave af Windows. For eksempel kan du lægge genveje til dine yndlings-hjemmesider i bunden af skærmen. Med et højreklik kan du så hoppe direkte til udvalgte sektioner på hjemmesiden. Det kræver, at webstedet specifikt understøtter denne mulighed, som bl.a. kan afprøves med: www.amazon.com. En anden smart nyskabelse er, at hjemmesider kan vises side om side, når man trækker dem ud i kanten af skærmen. Altså ligesom ethvert andet vindue i Windows 7. Den slags betyder meget for den samlede oplevelse. Pointen er, at weblæseren føles som en integreret del af styresystemet. Sikkerhed og hastighed Sikkerheden har i årevis været et problem i Internet Explorer. Ikke fordi programmet nødvendigvis har flere svagheder end konkurrenterne. Men når man dominerer markedet, er man den oplagte skydeskive for hackere, virus og andre dårligdomme. I version 9 har Microsoft derfor gjort endnu mere ud af sikkerheden. Blandt andet med effektive advarsler mod farlige filer. Under motorhjelmen er Internet Explorer 9 også opdateret med nye teknologier som HTML5 og CSS3. Og for en gangs skyld har Microsoft valgt at respektere gældende standarder. Ironisk nok betyder det, at visse ældre hjemmesider ikke længere vises korrekt, fordi de bygger på Microsofts gamle unoder. Selv om programmet ikke er færdigudviklet, er hastigheden imponerende. Det giver ingen mening at tælle brøkdele af sekunder, men i praksis virker weblæseren lige så hurtig som de kvikkeste konkurrenter (f.eks. Chrome). Specielt for grafisk indhold er det en gevinst, at programmet nu udnytter kræfterne i computerens grafikkort. Det åbner spændende muligheder for interaktive hjemmesider, der nærmest opleves som computerspil. Tjek selv demoen på: www.kortlink.dk/86yn. Alt sammen underbygger det indtrykket af en weblæser, der udvisker de traditionelle skel mellem programmer og hjemmesider - og mellem styresystem og weblæser. Endda med en strømlinet elegance, de færreste nok havde forventet fra Microsoft. Prøv også "Ildræven" Næst efter Internet Explorer (ca. 50%) er Firefox verdens mest brugte weblæser (ca. 30%). Også dette program kommer snart i en ny udgave, og det har længe været muligt at hente en foreløbig beta-version ned fra: www.kortlink.dk/86z7. Ligesom Internet Explorer 9 har Firefox 4 fået et mere strømlinet design. For eksempel er alle menuerne samlet under en enkelt knap. Den mest iøjnefaldende nyhed er dog, at fanebladene nu vises øverst på skærmen, akkurat som det kendes fra Chrome og Opera. Så det er ikke kun Microsoft, der smigrer konkurrenterne - ved at kopiere deres bedste ideer.