Faguddannelse underkendes med et pennestrøg

En uddannelse skabt af branchens bedste giver for lavt niveau, mener SUstyrelsen

Skolevæsen 1. september 2004 00:24

HØRBY: 22-årige Birgitte Funder udlever sin drøm om at uddanne sig til sadelmager i London. Imens slås hendes mor for at få uddannelsen godkendt til SU. Men det er ikke let. For uddannelsen giver ikke erhvervskompetence i Danmark, mener SUstyrelsen, og holder stædigt pengekassen forsvarligt lukket. - Jeg kæmper naturligvis, fordi det er Birgittes sag, men jeg synes altså, at det er så urimeligt, siger Ellen Funder, der i mere end et år har forsøgt at ændre styrelsens afgørelse. - Jeg ringede rundt til diverse rideforbund og avlsforeninger, samt folk der ser vigtigheden af rigtigt rideudstyr gennem deres arbejde med heste i hverdagen. Overalt mødte jeg den samme holdning. Der er brug for uddannede sadelmagere i Danmark, fortæller Ellen Funder, og fremviser stakken af tilkendelgivelser, der tæller alt fra Dansk Ride Forbund til foreninger, der gerne vil ansætte uddannede sadelmagere. En efterspurgt kvalitet SUstyrelsen anerkender i et svar til Ellen Funder at behovet for sadelmagere er stigende i Danmark. Men samtidig fastholder styrelsen, at det ikke betyder, at alle uddannelser inden for branchen giver erhvervskompetence. Men Birgitte Funders uddannelsen er ikke en hvilken som helst uddannelse. Cordwainers Diploma, som uddannelsen hedder, er stiftet af cordwainers. Det er den engelske betegnelse for håndværkere der arbejder i læder. Uddannelsen har eksisteret i mere end 100 år og er yderst respekteret i England. Flere gange om årets får skolen besøg af uddannede sadelmagere, der holder opsyn med standarden blandt de studerende. Men det påvirker ikke SUstyrelsen. - Engelsk erhvervskompetence kan ikke direkte overføres til dansk, lyder beskeden fra leder af SUstyrelsens Udlandsafdeling, Lisbeth Di Maria. - Vi ser på varigheden og niveauet, og sammenligner med, hvordan den tilsvarende uddannelse ville se ud i Danmark. Og vi har vurderet at niveauet er for lavt, forklarer Libeth Di Maria. Hvordan styrelsen er kommet frem til den vurder ing kan undre, når det nu er engelske fagfolk, der i mere end 100 år har tegnet uddannelsen, og uddannede fra skolen i løbet af nul komma fem får arbejde bagefter. Til det siger Lisbeth Di Maria: - Higher National Diploma er det laveste niveau i England SUstyrelsen vil støtte. SUstyrelsen har modtaget undervisningsplaner og eksempler på det Birgitte Funder laver i England, og er af Birgitte og Ellen Funder blevet opfordret til at tage kontankt til Birgitte Funders College i London. Det har styrelsen ikke gjort, ligesom fagfolk ikke er blevet hørt forud for beslutningen om at nægte Birgitte Funder SU. - Det har de ikke, fordi vi ikke har været i tvivl om niveauet, argumentere Lisbeth Di Maria. Altså. Selvom der ikke har eksisteret en sadelmageruddannelse i Danmark i årtier, og der derfor ikke er en dansk uddannelse at sammenligne med, underkender SUstyrelsen hele den engelske branche med et strøg på et stykke papir. Uden at spørge fagfolk til råds. Fagligt nævn spørges I Hørby giver Ellen Funder ikke op. - Når det faglige udvalg ikke er hørt, så er sagen ikke fagligt vurderet, siger hun, og hun har krævet at sagen fremlægges for det faglige udvalg, der i særlige tilfælde kan udtale sig. Det tætteste det faglige udvalg kommer på at have kompetence til at sige noget om en sadelmageruddannelse er, at en af udvalgets medlemmer er repræsentant for erhvervsskolerne i Danmark. - Det er op til dem, om de vil indkalde ekstern bistand, siger Lisbeth Di Maria. Hun forventer, at fagfolkene kommer med en udtalelse i løbet af den kommende måned. Mere end et år efter at Ellen Funder første gang henvendte sig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...