Fakler mod våben

AALBORG: Faklerne lyste op i juletravlheden og decembermørket, da aalborgenserne i aftes sluttede sig til Amnesty Internationals verdensomspændende markering af FNs menneskerettighedsdag. Under mottoet "En million ansigter for bedre våbenkontrol" marcherede fakkelbærerne fra Amnesty's butik i Priorgade til Nytorv, hvor der blev taget billeder. I de kommende år er målet at få mindst en million mennesker verden over til at give et billede som deres støtte til Control Arms-kampagnen. Et billede ventes således at have mere effekt end en underskrift. I mange tilfælde er våben - fra pistoler over landminer til jagerfly - havnet i hænderne på regimer og oprørsgrupper, der bruger våbnene til folkemord, tortur og anden undertrykkelse. Control Arms-kampagnen arbejder for at få indført internationale love, der kan gøre det muligt at standse denne praksis. Efter fakkeloptoget og æbleskiver i Amnesty's internationale butik var der koncert på Royal Pub med gruppen Kenned B. Thompson Band og mavedanseren Inge-Majbrit. Entreen på 25 kr. går ubeskåret til Amnesty. -ih