FAKTA: Det er sket i Memory Card-sagen

Den 12 år lange sag om firmaet Memory Card er nu endt med en 100 millioner kroner stor erstatning til kreditorerne.

FAKTA: Det er sket i Memory Card-sagen

* Memory Card Technology, der producerede og solgte hukommelseskort til computere, gik i betalingsstandsning i januar 2001. I september samme år gik virksomheden konkurs med en gæld på 630 millioner kroner.

* Kuratorerne besluttede allerede for mange år siden at kræve erstatning af konkursboet, men har afventet en straffesag mod den tidligere direktør og stifter af virksomheden, John Trolle, der i dag har skiftet efternavn til Rasmussen.

* Siden har både by- og landsret idømt John Trolle seks års fængsel for bedrageri, fordi varelagrene i firmaet var pumpet kunstigt op. Østre Landsret afsagde dommen sidste år, så den 2. april i år gik erstatningssagen i gang ved Vestre Landsret.

* Foruden John Trolle var de tre tidligere bestyrelsesmedlemmer, Niels Peder Opstrup, Peter Pasgaard og Kjeld Ranum sagsøgt i sagen.

* Også de to revisionsfirmaer Ernst & Young og PricewaterhouseCoopers var sagsøgt.

* De fire revisorer fra de to firmaer blev i 2009 idømt bøder på hver 150.000 kroner af Revisionsnævnet for tilsidesættelse af god revisionsskik.

* Desuden blev de to revisorer fra Ernst & Young idømt en tillægsbøde på hver 50.000 kroner, fordi de ikke reagerede på et ulovligt aktionærlån til John Trolle i hans eget holdingselskab, hvor de også var revisorer.

* 12 år efter konkursen fik kuratorerne mandag medhold i erstatningskravet mod den tidligere ledelse og revisorer: De skal betale 100 millioner kroner i erstatning til kreditorerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.