FAKTA: Det slås Corydon og de statsansatte om

En ny overenskomst for de statsansatte skulle have været præsenteret torsdag, men forhandlingerne trækker ud.

FAKTA: Det slås Corydon og de statsansatte om

* Finansminister Bjarne Corydon og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) forsøger i øjeblikket at lande et nyt overenskomstforlig for de flere end 180.000 gymnasielærere, soldater, politifolk og andre, der er ansat i staten.

* Overenskomsten er groft sagt et redskab, som sikrer de statsansattes rettigheder. I Danmark findes der stort ingen lovgivning om arbejdstider, løn, pension og en lang række andre ansættelsesforhold. Alle disse forhold aftales gennem overenskomster, der er juridisk bindende på lige fod med love og kontrakter.

* Sidste mødedato mellem Bjarne Corydon og det statslige forhandlingsfællesskab CFU var plottet ind torsdag 7. februar, men der er fortsat langt til en løsning.

* Knasterne i forhandlingerne er blandt andet regeringens krav om at aflive den såkaldte reguleringsordning, som sikrer, at de statsansattes løn reguleres efter det private arbejdsmarkeds.

* Samtidig ønsker regeringen - imod de ansattes ønske - at "normalisere" primært gymnasielæreres arbejdstider, så de bliver mere fleksible end i dag. Regeringen peger blandt andet på, at en ung, uerfaren lærer i dag får samme tid til at forberede undervisningen som en lærer, der har undervist i 20 år.

* Også aftaleperiodens længde, der typisk ligger på mellem to og fire år, og den økonomiske ramme har det vist sig vanskeligt at nå til enighed om.

* Hvis finansministeren ikke opnår et forlig med CFU, så ender forhandlingerne i Forligsinstitutionen, hvor parterne blandt andet kan pålægges at genoptage forhandlinger om bestemte punkter. Staten har dog ikke tidligere år været i Forligsinstitutionen.

* De statsansattes overenskomst skal være klar til at træde i kraft 1. april 2013.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.