Fakta før konsekvenser
REBILDSAGEN:Den frygtelige "Rebildsag", der i øjeblikket rulles op i retten i Aalborg, følger vi i Radikale Venstre tæt, og vi ser frem til, at retten afsiger dom i næste uge, men en revisor og en gymnasielærer skal ikke gøre sig til dommere i en så alvorlig sag. I Radikale Venstre vedkender vi os det politiske ansvar for opgaveløsningen i Rebild Kommune. Ankestyrelsen er i fuld gang med at gennemgå den kommunale sagsbehandling. Det er vi trygge ved, fordi Ankestyrelsen har den socialfaglige og juridiske indsigt. Når vi har læst Ankestyrelsens rapport, har vi et godt grundlag for at behandle sagen politisk. På det tidspunkt vil det være helt naturligt, at byrådet tager stilling til, om og i givet fald hvad, der skal ske af ændringer, så der ikke opstår en ny "Rebildsag". Skal der ske organisatoriske ændringer? Skal der ændres i sagsbehandlingen? Skal personalet efteruddannes yderligere indenfor det specialiserede område? Skal der tilføres flere penge til området? Skal underretninger fremover behandles anderledes? Skal / kan byrødderne orienteres om "alvorlige" sager? Og sikkert mange andre spørgsmål. Når der foreligger et kvalificeret beslutningsgrundlag er Radikale Venstre indstillet på at drage alle nødvendige konsekvenser, men højtråbning er ikke det samme som handlekraft.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.