Aalestrup

Fakta holder åbningsfest

AALESTRUP:Efter måneders håndværkerslid, indretning af lokaler og påfyldning af varer, er der lagt op til fest, når Faktas nye afdeling i Aalestrup åbner i dag. Butikschef Jane Søgaard Ritter uddeler blomster til de første 250 kunder, og så er forretningen selvfølgelig fyldt til randen med masser af gode tilbud. Fakta i Aalestrup er indrettet efter kædens nyeste koncept og skulle derfor leve op til sloganet "Det tar' kun fem minutter". Der er et salgsareal på 500 kvadratmeter, hvortil skal lægges kontorer, kantine, lager og toiletter. Jane Søgaard Ritter står i spidsen for en medarbejderstab, der fra starten tæller 11 ansatte, der fortrinsvis stammer fra Aalestrup-området. Faktas eget husorkester "Faktavitterne" står for den musikalske underholdning ved åbningen i Aalestrup, og personalet glæder sig til at hilse på kunder fra både nær og fjern. - Det bliver spændende at prøve kræfter med en helt ny butik, siger Jane Ritter, der i de to seneste år har været butikschef i Fakta i Aars efter butikschefaspirantuddannelsen. Hun har desuden en fortid som professionel fodboldspiller i Italien - så hun er vant til at kunne levere "varen". Udvalget af varer i Fakta tæller i øvrigt omtrent 1350 numre, og det er ikke blot de lave priser, men også de mange "her-og-nu-"-tilbud, der på landsplan trækker omkring 1,2 mio. mennesker til Faktas små 270 afdelinger - om ugen, vel at mærke. - Vi satser på at kunne konkurrere på pris, hurtige indkøb og kvalitet. Varerne er placeret, så de er lette at finde, og så hjælper det selvfølgelig også, at vi her i Aalestrup har særdeles gode parkeringsforhold til de kunder, der er i bil, slutter Jane Ritter. Fakta holder åbent alle ugens syv dage.