Kunst

Fakta: Piet Hein

Født i 1905 og døde i 1996.

Barn af en civilingeniør og en øjenlæge og opvokset i et hjem, hvor kendte forfattere, politikere og kunstmalere havde deres gang. Begyndte at udtrykke sig lyrisk i breve til sin mor i 1920’erne og 1930’erne, og kastede sig senere ud i længere digte, der var stærkt inspireret af Johannes V. Jensen, der også havde sin gang i det Heinske hjem. Forlod filosofikum på Københavns Universitet for at gå på forskellige malerskoler og Kungliga Svenska Konstakademi i Stockholm. Men kom senere tilbage til universitet for at studere filosofi og begyndte også at studere teoretisk fysik på Polyteknisk Læreanstalt og Niels Bohr Instituttet. Er grundet sin livslange udfoldelse som kunstner, formgiver og videnskabsmand blevet kaldt en universalist og en åndelig slægtning til Leonardo Da Vinci. Hans arbejde er blevet betegnet som poetisk design, og i 1944 forklarede han selv sin arbejdsmetode: ”Kunst er løsningen af de problemer, som ikke kan formuleres klart, før de er løst”. Udformede med matematisk intuition superellipsen i 1959 og forklarede den herefter som løsningen på den dobbelte modsætning mellem cirkel og kvadrat samt ellipse og rektangel. Den harmoniske figur er blandt andet blevet brugt til at kombinere rundkørsler og rektangulære pladser overalt i verden. Men superellipsen blev også populær som bordplade og i tredimensionel udgave som stressæg. Var i 1948 og 1949 formand for den danske afdeling af World Movement for World Federal Government, som arbejdede seriøst på at samle klodens intellektuelle for at løse overordnede problemer på verdensplan gennem idealistisk videnskabeligt arbejde. Var Niels Bohrs ven og åndelige makker og søgte gennem ham bekendtskab med Albert Einstein og Charles Chaplin, som han var meget inspireret af. Modtog et hav af priser. Blandt andet The Alexander Graham Bell Silver Bell, Aarestrup-medaljen, Storm Petersen-Prisen og Tietgen-medaljen Gruk En række smådigte om hverdagens hændelser, som danskerne første gang kunne læse i Politiken i 30’erne. Blev bragt under digterpseudonymet Kumbel Kumbel og blev oversat til alverdens sprog Fra 1940 til 1963 blev der udgivet 20 originale bind med samlinger af gruk, og de er trykt i mere end halvanden million eksemplarer Johannes V. Jensen mente, at Piet Hein måtte have fået navnet gruk fra agerhønen. Han selv har forklaret, at han har grebet navnet i luften, men flere mener, at det må være en sammentrækning af grin og suk.