Fakta rykker ind i Aldi-butik

VEJGAARD:Når Fakta næste år åbner en butik i Odinsgade i Vejgaard, så bliver det på det sted, hvor Aldi ligger i dag. Til gengæld rykker Aldi allerede ved udgangen af i år ind i helt nye lokaler på hjørnet af Odinsgade og Skolegade. Det er knap et par måneder siden, politikerne vedtog den lokalplan, der tillader byggeprojektet. Bygherren, TL Byg A/S, gik straks i gang med at rive de gamle garager på grunden ned, og der er nu anlagt en ny parkeringsplads inde på området. Den kan benyttes af begge de to discountforretningers kunder. Lige nu er TL Byg i gang med at grave ud til kælderen på hjørnet af Odinsgade og Skolegade. Her skal bygges et hus i to en halv etage ud mod vejen med butik i stueplan og ni lejligheder og en stor tagterrasse ovenpå. Når butikken er færdig, så flytter Aldi ind og giver plads til en ombygning og udvidelse af den gamle butik ved Hadsundvej. Her skal også bygges i to en halv etage. Det nye byggeri vil blive rykket helt frem mod Odinsgade, så der bliver en rigtig facade ud mod gaden. Også her bliver der en tagterrasse oven på den lavere del af bygningen ind mod parkeringspladsen. I den høje del ud mod gaden bliver der indrettet seks lejligheder. Nogenlunde samtidig bygger TL Byg et par nye huse langs Skolegade, blandt andet der hvor nummer otte ligger i dag. Det hus bliver revet ned. I de nye huse bliver der i alt 12 lejligheder. For Fakta-kæden er det et længe næret ønske, der går i opfyldelse, når de næste år slår dørene op til den nye butik i Vejgaard. - Jeg er helt sikker på, at det er 10 år siden, vi var meget tæt på at få en butik på præcis den samme placering i Odinsgade. Det lykkedes af forskellige grunde ikke, men nu er vi på vej, fastslår Torben Thinggaard, udviklingschef i Fakta-kæden.