EMNER

Fakta står klar til at rykke ind

AALBORG: Fakta-kæden holder stadig kortene tæt til kroppen, men nu sker der snart noget i Aalborg-området, lover udviklingschef Alex Johnsen. - Vi er meget langt med planerne om fire-fem butikker i Aalborg, fortæller han. Han vil stadig ikke sætte direkte adresse på, hvor de nye butikker kommer til at ligge, men det bliver i Vejgaard, Aalborg Øst, i Nørresundby, i den sydlige del af byen samt i en by syd for selve Aalborg. - Der er stadig nogle ting, der skal gå i hak. Men vi har en god dialog med kommunen. Et af de steder, der har været på tale som hjemsted for en af butikkerne, er Odinsgade i Vejgaard. Her har Nordjyllands Amt netop accepteret, at der kan bygges en dagligvarebutik på op til 1000 kvadratmeter. Det var ellers i strid med regionplanen, men amtets tekniske udvalg har accepteret, fordi der er tale om en mindre fravigelse. Alex Johnsen betegner Aalborg som en atypisk by, når det gælder butiksstrukturen. Der er ikke så mange nærbutikker, som i mange andre større byer. Det er det Fakta gerne vil ændre på, og lægge sig ind i de kvarterer, der er i underskud med dagligvarebutikker. I forvejen er Fakta repræsenteret i Hasseris Bymidte, i Vestbyen og i City Syd. jl