Falcao kommer ikke med til VM i Brasilien

Colombia må undvære sit største angrebshåb i Brasilien. Falcao blev tidligere i år knæskadet.

Radamel Falcao, Colombias største angrebsstjerne, kommer ikke med til VM i fodbold i Brasilien.

Det oplyser Colombias fodboldforbund mandag i forbindelse med udtagelsen af landets VM-trup.

Det er ikke lykkedes Falcao at komme sig tilstrækkeligt efter en operation for den knæskade, han pådrog sig i januar, og som har holdt ham ude fra sit klubhold, Monaco, lige siden.

I et interview for et par uger siden fortalte Falcao om sit forsøg på at blive klar til årets største fodboldbegivenhed

- I de næste uger bliver der taget en beslutning omkring min situation. Jeg har kæmpet i måneder og arbejdet hårdt. Knæet har gjort fremskridt som ventet, og der har ikke været tilbagefald, men vi skal evaluere det hele på det rigtige tidspunkt.

- Fodboldmæssigt bliver det umuligt at være på 100 procent, fordi jeg mangler kampformen, sagde han Falcao til den spanske avis Marca.

Falcao gættede dog på, at han ville blive klar til slutrunden.

- Jeg har det godt, og knæet føles godt. Så jeg tror, at jeg kommer til Brasilien. Hvis jeg ser, at jeg ikke er sikker på at kunne spille og hjælpe holdet, så tager jeg ikke med, sagde angriberen.

Falcao var med ni mål en nøglespiller for Colombia i det sydamerikanske kvalifikationspulje til VM.

Colombia er i gruppe med Grækenland, Elfenbenskysten og Japan. Holdet lægger ud mod Grækenland 14. juni.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.