Falchs fantastiske fire
Et stærkt band var hovedårsagen til, at Michael Falch undveg det forudsigelige
Opdateret 03. juli 2015 kl. 06:09
KONCERT: Michael Falch
NIBE: Normalt er det solisten, der løber med opmærksomheden i koncertanmeldelser. Men denne gang bliver der gjort en undtagelse.
Det var nemlig Michael Falchs stærke backingband, der var hovedårsagen til, at koncerten med hitmageren onsdag aften blev en stor folkefest. Michael Falch var nemlig flankeret af fire enormt stærke musikere, der gav musikken en ekstra dimension og vigtigst af alt gav de mange bløde kærlighedssange kant.
Stærkest var guitarist Lars Skjærbæk og organist Christoffer Møller, som med twangy guitar og sumpet orgel gjorde Michael Falch til en dansk udgave af amerikansk stadionrock, der var Tom Petty & The Heartbreakers værdigt.
Men dermed ikke sagt, at Michael Falch ikke selv gjorde det godt. Han var særdeles veloplagt, men med tiden mistede han gnisten, når de mange tyndslidte kærlighedsklicheer blev for fremtrædende i hans sætliste.
Sangene er ørehængende og skarpe, men er skåret så skarpt efter en hit-skabelon, at det oftest desværre ender forudsigeligt og til tider decideret kedeligt.
Men aftenens koncert blev kun momentvis en langsommelig affære, og da tonerne af ”Vil du break my Heart” bragede udover publikum ved blå scene, måtte man bare overgive sig til folkefesten. Stabilt, stærkt og veloplagt.
Michael Falch
Nibe Festival, blå scene, onsdag aften
4/6 stjerner
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.