Overenskomster

Falck afviser fortsat kunder

Omkring 4000 reddere i Falck strejkede fortsat weekenden over. 600-700 kunder måtte ringe forgæves om hjælp til strandede biler eller transport til og fra sygehuse.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Strejken hos Falck er udsat i 14 dage. Arkivfoto: Falck.dk

Alligevel har folk ifølge kommunikationsdirektør Louis Honoré forstået, at Falck under strejken ikke kan hjælpe med autobugseringer og normal sygetransport, men kun rykker ud i akutte tilfælde. - I forhold til andre weekender har vi haft halvt så mange henvendelser lørdag og søndag. Vi har stadig været nødt til at skuffe en del kunder, men mange er klar over, at redderne strejker, siger han til Ritzau. Falck opfordrer kunderne til selv at forsøge at løse problemerne og efterfølgende sende regningen. Kommunikationsdirektøren ved ikke, hvor mange sygetransporter der er foregået med taxi for kundernes egen regning, men oplyser, at Falck refunderer pengene. Strejken begyndte kort efter, at forligsmand Michael Christensen opgav at få fagforbundet 3F og Falck samt arbejdsgiverorganisationen Handel-Transport-Service, HTS, til at enes om ny overenskomst for redderne. Undervejs i den ugelange strejke har reddere blokeret en eller flere af de fem vagtcentraler. Louis Honoré oplyser, at der ikke har været blokader i løbet af weekenden. - Det forventer vi heller ikke, der kommer igen, selv om det aldrig er til at sige. Men blokaderne standsede, da vi gik ud og sagde, at Falck ikke vil få andre til at udføre det strejkeramte arbejde, siger han. Strejken fortsætter, indtil arbejdsgivere og redderne enes om at mødes igen, men der er ifølge Ritzaus oplysninger ikke aftalt nye forhandlinger. 3F og HTS røg fredag i totterne på hinanden, efter at Ole Krog, administrerende direktør i HTS, beskyldte fagforbundet for at kræve urealistiske lønstigninger. Fagbevægelsen bør derfor standse konflikten, da Falck har strakt sig så langt som muligt. Det fik 3F’s forhandlingssekretær Søren Andersen til at kalde HTS uansvarlig og bane vejen for et regeringsindgreb frem for en ny forhandlingsrunde. Falckredderne får strejkepenge af fagforbundet 3F, mens Falck får økonomisk kompensation af HTS og Dansk Arbejdsgiverforening, så længe konflikten fortsætter. /ritzau/