Lokalpolitik

Falck har skrevet under i Midtjylland

VIBORG:Region Midtjylland underskrev mandag aftalerne for ambulancekørslen i dele af regionen og for den øvrige såkaldt "liggende patienttransport" i regionen. Ambulancekørslen er delt op i otte områder i regionen, og her satte Falck A/S sig på de fire områder Herning, Holstebro, Randers og Djursland. Det femte delområde - Horsens - har firmaet Response allerede sikret sig. De resterende tre delområder - Århus, Viborg og Samsø - skulle Samariten have overtaget, men det svenske firma måtte i sidste uge melde pas. I stedet skal Forretningsudvalget i Region Midtjylland tage stilling til de tre områder 13. januar. Enten skal områderne udbydes på ny, eller de går til nummer to i den oprindelige udbudsrunde. Nummer to var for Århus' og Viborgs vedkommende Falck og for Samsøs vedkommende Samsø Redningskorps A/S. /ritzau/