EMNER

Falck i Nørresundby er på toppen

Både leder og ansatte værdsætter deres arbejdsplads

NØRRESUNDBY:Fra den rummelige kantine er der i godt vejr udsigt helt ud til Limfjorden og Gjøl. Med sin placering på hjørnet af Jørgen Bertelsens Vej og Forbindelsesvejen ligger Falcks station i Nørresundby bogstavelig talt på toppen. Og sådan føler de sig også på denne arbejdsplads, der beskæftiger godt 50 mennesker. Reddernes tillidsmand, L.C: Corfixen erklærer sig direkte stolt over at være ansat i Falck i Nørresundby. Med streg under Nørresundby. - Vi holder øje med hinanden og tager os af hinanden. - Ja, de har meget omsorg for hinanden, den ros skal de have, supplerer stationsleder Gert Jensen straks. Foretrækker Nørresundby Han taler varmt om Falck i det hele taget, men foretrækker åbenbart Nørresundby for Aalborg. Fra 1997-2003 var Gert Jensen stationsleder hos Falck i Aalborg ("seks dejlige år"). Men da den tidligere leder af Falck i Nørresundby gik på efterløn, var Gert Jensen hurtig til at søge stillingen. - Jeg havde længe skelet til, hvornår han gik på efterløn. Stationen i Nørresundby har en tilpas størrelse, der tiltaler mig. Jeg ville også gerne se nogen andre mennesker, forklarer stationslederen. Han er en af Falcks 12 akutvagthavende i psykologtjenesten, der hjælper til i krisesituationer. For eksempel, når redningsmandskabet har haft pludselige traumatiske oplevelser efter voldsomme opgaver i marken. Opgaver, som mandskabet i Nørresundby også kommer ud til ind imellem. Alligevel er det sjældent, at de har brug for psykologtjenesten. - Vi er gode til at tage vare om hinanden. Og i dag er det helt legalt at snakke om den slags ting, modsat for 10-15 år siden, hvor reddere og politifolk pr definition var "store, stærke mænd", beretter stationslederen. God placering Også på andre måder fremhæver både leder og anstatte stationen som værende på toppen. Med sin placering er Falck i Nørresundby tæt ved både motorvejen, Limfjordsbroen og lufthavnen. En fordel de cirka 2000 gange om året, hvor stationens ambulancer kører ud med udrykning. Andre 10.000 ture om året er autohjælp, og i alt tilbagelægger stationens køretøjer omkring 800.000 kilometer om året. Stationen har kun ét lille problem. Først en gang ansat ved Falck, forlader medarbejderne sjældent stedet igen. Gennemsnitsalderen på stedet ligger sidst i fyrrerne, så nu er kvoten for elever sat op. - Om 10 -15 år skal nye reddere kunne tage over, uddyber Gert Jensen. Uddannelsen til redder varer tre et halvt år, og stationslederen vil gerne have elever med anden etnisk baggrund. - Men det er svært. Herhjemme ser man op til en Falck mand, mens de (nydanskere, red.), ser det som noget lavt, fortæller redder L.C. Corfixen. Skulle det lykkes at få en nydansk elev, er der imidlertid ingen tvivl om, at stedets ansatte hurtigt vil kunne give denne et andet billede af Falck i Nørresundby: Det er bare toppen...