Falck optager vagtlægeopkald

Vagtcentralen ændrer procedure efter at et ældre ægtepar ventede syv timer på ambulance

Brønderslev 11. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Nordjyske vagtlægers opkald til Falcks alarmcentral optages for fremtiden på bånd. Den ny procedure indføres for at forhindre, at kommunikationsbrist udsætter syge for urimelige eller katastrofale ventetider på en ambulance. Baggrunden er en nordjysk sag i foråret fra Fjerritslev, hvor et ældre ægtepar ventede syv timer på en ambulance bestilt af vagtlægen. Falcks vagtcentral i Brønderslev, der tager imod bestilling af ambulancer i hele Nordjylland, har besluttet at ændre procedure på baggrund af sagen. Fremover bliver alle telefonopkald fra vagtlæger automatisk optaget på bånd og elektronisk registreret med nøjagtigt tidspunkt. Båndene bliver derefter gemt i et halvt år. En alvorligt syg Rigmor Sørensen og hendes mand, fra fjerritslev, ventede 29. april syv timer på en ambulance, fordi Falck af uforklarlige årsager ikke har registreret vagtlægens telefonopkald. - Det må ikke ske, slår leder af Falcks vagtcentral i Brønderslev, Gunnar Thykjær, fast. Det er første gang, at Falck i Brønderslev har oplevet en sådan sag. Og vagtlægen og Falck er stadig uenige om, hvorvidt opkaldet nogensinde er foretaget. - Vi kan ikke forklare, hvad der er sket, men vi tager sagen meget alvorligt. Vi vil have 110 procents vished for, at alle samtaler går igennem, siger Gunnar Thykjær. Derfor har vagtcentralen brugt 250.000 kroner på den automatiske båndoptager. Skulle situationen gentage sig, vil båndoptageren gøre det lettere at spore eventuelle fejl og misforståelser. - Det giver en større sikkerhed for alle parter. Hvis den, der tager imod meldingen, er i tvivl om noget, kan man spole båndet tilbage og tjekke. Samtidig er det dokumentation for, hvad der egentlig er blevet sagt, forklarer lederen af vagtcentralen. Alle 112-opkald bliver i forvejen automatisk optaget på bånd.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...