Redningsvæsen

Falck-stationen giver tryghed

Borgmester-besøg ved nytårsparolen hos Falck

AARS:- Der er mange borgere, der føler en ekstra tryghed ved, at der i byen er en moderne, veludbygget Falck-station. Det konstaterede borgmester Knud Kristensen, da han deltog i nytårsparolen på Falck-stationen i Aars, hvor han takkede såvel de fastansatte som deltids-brandmændene for deres indsats i årets løb. - Jeg er glad for, at samarbejdet med Falck er forlænget foreløbig med et år, og jeg tror også, at, vi vil have et samarbejde med Falck fremover, tilføjede borgmesteren. Ifølge stationsleder Tommy Sørensen har årets aktivitetsniveau lignet de foregående års, men han indledte alligevel med at betegne 2002 som et "stille år". - Når jeg siger stille, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke har haft travlt, for det har vi så rigeligt. Arbejdsopgaverne med ambulancekørsel, sygetransport, brandkørsel, autoopgaver, fri-trækninger, koflytninger, vandskader, afdækninger og alle de øvrige opgaver har været der som i alle de øvrige år. Jeg bruger ordet stille, fordi vi står midt i et vadested og afventer endnu mere teknologi i ambulancerne, telemedicin og at redderne her på stationen bliver yderligere opdateret. Opdateringsuddannelsen breder sig som ringe i vandet, men der går nok endnu et år, inden vi starter på uddannelsen i Aars. Årsagen er, at Nordjyllands Amt er et stort amt med mange stationer, så vi har valgt, at alle reddere på en station ad gangen opdateres, sagde Tommy Sørensen. Han omtalte endvidere en ændring på auto-området hos Falck i Aars: - Vi har i efteråret afleveret vores dyreredningsvogn og koflytte-maskine til Hobro. Årsagen var, at der skulle opbygges et nyt system omkring dyreredning, og at det skal køre ud fra Hobro. Vi udfører dog stadig akutte dyreredningsopgaver men ikke i samme antal som før og har fået mere tid til andre redningsopgaver, sagde stationslederen og tilføjede, at den samlede vognpark på stationen i Aars i 2002 kørte 500.000 km - omtrent det samme som året før.