Falck til fagligt møde

Reddere ønsker mere i løn for opkvalificering

Jane Bünemann
Falck­red­der­ne me­ner, at øget fag­lig­hed be­ret­ti­ger til en løn­stig­ning. Ar­kiv­fo­to: Scan­pix
Skolevæsen 1. maj 2007 06:00

HJØRRING: 45 reddere på stationen hos Falck i Hjørring holdt mandag formiddag et 29 minutter langt fagligt møde for at drøfte overenskomstforhandlingerne, som i øjeblikket ser ud til at bryde sammen. Her til morgen klokken syv skulle redderne i Hjørring mødes igen. - Vi er skuffede over, at vores overenskomstforhandlinger er brudt sammen, men vi står fuldt og fast bag 3F’s forhandlere i deres vurdering af, at det ikke tjener noget formål at fortsætte forhandlingerne, siger Arne Boelt, som er bestyrelsesmedlem i 3F. Hovedkravene fra redderens side er mere i lønningsposen. - Vi har de senere år brugt rigtigt mange ressourcer på at øge vores faglighed og kompetencer. Vi har taget undervisning og er blevet behandlere, hvilket har krævet mange timers læsning. Kun omkring en tredjedel af dette har fundet sted i arbejdstiden, siger Arne Boelt. Den nye uddannelse til det såkaldte niveau 2 har givet den enkelte redder et kvalifikationstillæg på 1115 kr. om måneden. En Falckredders grundløn er på 19.961 kr. Anciennitetstillægget er på maksimalt 1082 kr. om måneden. Når en Falckredder i gennemsnit får 25.307 kr. om måneden, så skyldes det i udstrakt grad de skæve arbejdstider, som giver et ekstra tillæg. I et eksempel fra en lønseddel for april er genetillægget på 2933 kr. - hvilket er betaling for 10 døgnvagter - blandt andet en søndag, en lørdag, samt palmesøndag og påskelørdag. - Vi synes ikke, at det er meget, og vi mener, at redderne bør have mere løn for det kvalitetsløft, Falck har fået. Vi har trukket betydelige ressourcer på familielivet ved at bruge så meget fritid på at læse og gå til eksamen, siger Arne Boelt. Mandag mødtes parterne i forligsinstitutionen, og på mødet her til morgen vil redderne i Hjørring tage stilling til resultatet af forhandlingerne. Bryder forhandlingerne om en ny overenskomst helt sammen, kan der blive landsdækkende Falckstrejke fra på lørdag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...