Redningsvæsen

Falck tjener ikke på ambulancer

Koncernen tjener penge på alt andet end ambulancedriften

Svaret på personalemanglen i den danske sundhedssektor ligger i Østeuropa, mener Falck, der vil formidle østeuropæiske vikarer til den danske sundhedssektor. Arkivfoto: Scanpix

Svaret på personalemanglen i den danske sundhedssektor ligger i Østeuropa, mener Falck, der vil formidle østeuropæiske vikarer til den danske sundhedssektor. Arkivfoto: Scanpix

KØBENHAVN:Den gamle redningstjeneste Falck er i fin økonomisk form en lille måned før selskabets 100-års fødselsdag. I går præsenterede selskabet et halvårsregnskab, der viser fremgang over hele linjen. Omsætningen er vokset med 11,5 procent til 2,6 milliarder kroner, og overskuddet før skat er gået frem med 56 procent til 194 millioner kroner. Koncernchef Allan Søgaard glæder sig over, at fremgangen gælder alle Falcks fire forretningsområder - Bilassistance, redning, healthcare og træning - og hovedparten af de 12 lande, som Falck er til stede i dag. Eneste minus er ambulancedriften i Danmark, hvor Falck ikke længere tjener penge. - Ændringerne i sygehusstrukturen med færre akutte sygehuse betyder, at vi kører færre men længere ture. Og det en dårlig forretning, fordi vi får betaling for antallet af ture, siger Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen. Han håber på, at situationen vil ændre sig, når de nye regioner næste år sender ambulancekørslen i udbud. - Vi har ambulancekørsel i mange lande, og det er vigtig for os at fortsætte i Danmark. Men det er klart, at der skal være en rimelig økonomi i det. - Jeg er dog fuld af fortrøstning og sikker på, at vi nok skal finde en løsning med regionerne, siger Falck-chefen. Falck blev for knap to år siden overtaget af kapitalfonden Nordic Capital og afnoteret fra fondsbørsen. Siden har selskabet haft travlt med at opkøbe beslægtede virksomheder både i og uden for Norden. Inden for de seneste 12 måneder har Falck slået kløerne i syv virksomheder. Rekord i vækst Den hidtil største handel - overtagelsen af det norske assistanceselskab Viking, som også har aktiviteter i Sverige og Finland - mangler stadig at få de norske konkurrencemyndigheders grønne stempel. - Vi befinder os i den største vækstperiode i Falcks historie, og selv om vores opkøb naturligvis bidrager til det, er det værd at bemærke, at hovedparten af væksten kommer fra vores eksisterende forretningsområder, siger Allan Søgaard Larsen, der bebuder nye opkøb lige om hjørnet. - Vi har konstant tre-fire virksomheder i kikkerten, og vi forventer at kunne gennemføre flere opkøb i andet halvår, siger han./ritzau/