Fald i optag bekymrer erhvervsliv

KØBENHAVN:Erhvervslivet spiller dystre toner for fremtiden. 12 procent færre unge optages på universiteterne, og det skaber frygt hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. – Vi ærgrer os over faldet, særligt på it-uddannelserne, for det kan koste virksomhederne vækst og samfundet gode skattekroner, hvis vi ikke uddanner flere på højeste niveau, siger Dansk Erhvervs forskningspolitiske chef, Jannik Schack Linnemann. Pessimismen deles ikke af HK, der er begejstret over stor succes for de kortere videregående uddannelser. I de engelsksprogede programmer er der en stigning på 29 procent til korte IT-uddannelse og en stigning på 15 procent inden for de merkantile fag som for eksempel 'Marketing Management' og 'Hospitality and Turisme Management'. – Som formand for HK er jeg rigtig glad for, at langt flere unge har fået øje på de korte erhvervsrettede uddannelser inden for it og det merkantile område, siger HK's formand, Kim Simonsen. /ritzau/