Fald i salget af cigaretter

Der bliver langet færre cigaretter over disken efter stramningen af rygeloven i august sidste år. Hos den helt store aktør på markedet i Danmark, Skandinavisk Tobakskompagni, fortæller man, at nedgangen de første tre måneder efter lovændringen var på omkring fire procent. Og ifølge koncernkommunikationschef Birgitte Henrichsen har salget siden da holdt sig på det niveau. Faldet på de fire procent var ventet. Det passer udmærket med hvad der skete, da Norge og Sverige strammede rygereglerne.