EMNER

Faldende finsk interesse for NATO

HELSINGFORS:Stadig flere i Finland er imod et NATO-medlemskab. Kun 15 procent af de finner, der deltog i en meningsmåling i forrige uge, støtter et medlemskab. I januar var det tilsvarende tal 24 procent. I meningsmålingen, udført af Finsk Gallup for nyhedsbureauet FNB, var hele 68 procent af de adspurgte imod et medlemskab af forsvarsalliancen. 16 procent havde ikke taget klart stilling til spørgsmålet. Den finske modstand mod NATO er steget markant i den seneste måned. Truslen om krig mod Irak er samtidig blevet markant større. I en meningsmåling, som avisen Helsingin Sanomat gennemførte i januar, var 56 procent modstander af et medlemskab. Et flertal af støtter inden for alle partier er kritisk indstillet over for et medlemskab. Den største opbakning til et finsk medlemskab finder man i Samlingspartiet (31 procent for), mens De Grønne er mest kritiske (82 procent imod). Det er først og fremmest socialdemokraternes og samlingspartiets tilhængere, der er blevet mere kritiske i løbet af den seneste måned. I januar oplyste 51 procent af socialdemokraterne, at de støttede et medlemskab, men det tal er ifølge FNB's måling faldet helt ned til 12 procent. Samlingspartiet havde også 51 procents støtte i januar, mens februarmålingen sagde 31 procent. Direktøren for Finlands Udenrigspolitiske Institut, Tapani Vaahtoranta, er ikke overrasket over, at Irak-krisen har betydet mindre finsk interesse for et medlemskab af NATO. Et tilsvarende sving i opinionen gjorde sig også gældende under Kosovo-krisen. Inden da i 1998 mente cirka 30 procent af finnerne, at landet burde gå med i militæralliancen. Truslen om en krig mod Irak synes at have samme effekt. - Når en stormagt indleder en krig, føler finnerne sig utrygge og vil ikke være delagtige, vurderer Vaahtoranta. Han minder om, at uenigheden om, hvordan Irak-krisen skal løses, ikke kun er et NATO-spørgsmål. Den skaber også splid i EU og i FN's Sikkerhedsråd. Det handler primært om meningsforskelle mellem USA og visse europæiske lande og om de forskellige holdninger, der råder inden for Europa. Finland er både medlem af EU og FN. Derimod har Finland kunnet holde sig på afstand og ikke været tvunget til at tage stilling til NATO's tvist om alliancens støtte til Tyrkiet. /ritzau/FNB