Faldende sygefravær hos plejepersonalet

HIRTSHALS:Sygefraværet er faldet for personalet på ældreområdet i Hirtshals Kommune. Det viser den opgørelse som social- og sundhedsforvaltningen har udarbejdet for sygefraværet i Hirtshals Kommune i 2005. - Det er en meget tilfredsstillende udvikling som viser, at vi har en stab af hjælpere som gør det godt og er meget lidt syge, siger socialudvalgsformand Arne Jensen (UP). Sygefraværet begrænser sig til 4,44 pct. mod 4,67 i 2004. Der er også lavet en fraværsstatistik, og her er der en lille stigning. Det skyldes, at barsel også indgår i fraværstallene. Når det gælder de enkelte områdecentre, så er der minimale udsving til den ene eller den anden side. Ifølge formanden er forklaringen den, at langtidssygemeldinger kan influere meget på den enkelte procentsats. stef