Faldne flyvere mindes

Mindehøjtidelighed ved nedstyrtningsstedet

I anledning af 70-året for Danmarks befrielse er der arrangeret mindehøjtidelighed og indvielse af informationstavler for britiske flyvere på rastepladsen i rundkørslen ved Luneborg i Store Vildmose tirsdag 5. maj kl. 14.
Brønderslev 1. maj 2015 05:18

STORE VILDMOSE: Owen Horrigan, John Francis Hayes, Cyril Cecil Whitley, Norman Haithwaite og Vincent Herbert Barr – det er navnene på de britiske flyvere, der styrtede ned med et britisk bombefly i Store Vildmose natten til den 26. april 1940.

Tirsdag den 5. maj kl. 14 er der mindehøjtidelighed og indvielse af informationstavler for de britiske flyvere i anledning af 70-året for Danmarks befrielse. Arrangementet, hvor alle er velkomne, foregår på rastepladsen i rundkørslen ved Luneborg i Store Vildmose.

Ved arrangementet deltager pårørende til de britiske flyvere, herunder piloten, Owen Horrigans nevø og familie, agterskytten Cyril Whitleys bror og den overlevende navigatør Vincent Barrs døtre. Under arrangementet vil der være kranselæggelser og taler ved repræsentanter fra Forsvaret, Jammerbugt Kommune, der står bag det formidlingsprojekt, som informationstavlerne er en del af samt Museerne i Brønderslev Kommune.

Museerne i Brønderslev Kommune åbnede sidste år en ny besættelsesudstilling på Vildmosemuseet, hvor flyets ene motor var det store trækplaster. Siden har museet samarbejdet med Jammerbugt Kommune om et formidlingsprojekt omkring Store Vildmose, hvor nedstyrtningsstedet er et af besøgsstederne. Selve formidlingsprojektet indvies lørdag den 23. maj.

- Dette er ikke kun et spændende besøgssted for turister, der er interesseret i Store Vildmoses historie, fortæller museumsinspektør Jens-Christian Hansen fra Museerne i Brønderslev Kommune.

- Det er også en mindelund for de faldne britiske flyvere, der satte deres liv på spil for Danmark.

Flyet, et britisk Armstrong Whitworth Whitley bombefly, havde været på rekognosceringstogt over Aalborg Lufthavn, da det brød i brand efter at være blevet ramt af tysk antiluftskyts. Det lykkedes ikke besætningen at redde flyet, der styrtede ned i mosen. Fire af besætningens medlemmer omkom, kun navigatøren – Vincent Barr – overlevede. Han nåede at springe ud med faldskærm men måtte tilbringe fem år i tysk krigsfangenskab.

Efter arrangementet på rastepladsen ved Luneborg er der ekstraordinært åbent med gratis entré på Vildmosemuseet i Brønderslev mellem kl. 15 og 17, hvor flyets ene motor kan opleves i besættelsesudstillingen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...