Håndbold

Faldt for de grønblusede

Kører ofte 500 km for at se kamp

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er håndbold og ikke global opvarmning, der har fået Henning Thomsen til at tænke grønt. Han har naturligvis anskaffet sig en af Skjerns håndboldherrers klubtrøjer. FOTO: BENTE PODER

VOGN:Der holder en lille, Suzuki Alto i garagen, og det er den, som 75-årige Henning Thomsen sætter sig tilrette i, når han skal fra gården i Vogn ved Mosbjerg til Sindal for at handle. Men den lille bil bliver med jævne mellemrum udsat for prøvelser, der får indkøbsturen til kommunens østlige hovedsted til blot at ligne en tur hen til kommoden og tilbage igen. Henning Thomsen er nemlig ikke bare fan af Skjerns herrespillere i håndboldligaen - han er så trofast en tilhænger, at han har sat sig for at overvære alle holdets hjemmekampe i Skjern Bank Arena. Og når den røde Alto har fragtet ham frem og tilbage fra de grønne favoritter, viser kilometertælleren 500. Stemning og varme - Jeg tager til Skjern sammen med en, jeg kender lidt nord for Hobro - han er kun 57 år. Jeg kører derned, og så plejer han at køre fra Hobro til Skjern, forklarer Henning Thomsen. Interessen for håndbold og i særdeleshed for Skjern fik han først via flimmerkassen - i stuehuset hænger en fladskærm på størrelse med en velvoksen bandereklame - og da han først havde overværet en kamp med de grønblusede live i det vestjyske var han solgt til stanglakrids. - Den første kamp, vi så, var semifinalen i slutspillet mellem Skjern og Kolding i 2006. Der var en ved siden af mig, der spurgte, om jeg holdt med Kolding. Jeg svarede nej, og så sagde han med et smil, at så måtte jeg da godt blive siddende. Der er masser af stemning, humor og varme ved hjemmekampene i hallen - og allerede anden gang, jeg var der, kunne billetdamen huske mig og sagde hej, fortæller Henning Thomsen. Han stammer fra Hørmested, men har boet på gården i Vogn i 51 år, hvor han har drevet kvægbrug, men nu er der kun kvæg til hobbybrug tilbage. - Jo færre dyr, jo mindre underskud, konstaterer han med et smil. Han har aldrig været gift, men har dog haft medhjælpende karle boende før i tiden. Henning Thomsen betegner sig i øvrigt selv som B-menneske. - Førhen stod jeg aldrig op før klokken syv - nu sover jeg til klokken otte, fortæller han. Når han har været i Skjern for at se håndbold, er han typisk først hjemme ved halv to-tiden om natten, men så ligger han også og danderer den i dynerne helt til klokken ni ¿ Hobbykvæget sørger for, at der er lidt at se til hele tiden, men i sommerperioden finder han også tid og kræfter til at tage til folkedans i Rebild hver søndag. - Jeg kender nogle gamle landmand, der bare sidder og glor fjernsyn - de må gerne komme med, når jeg er til håndbold. Der kan godt være et par stykker mere i bilen, lyder den åbne invitation. I hvert fald sætter Henning Thomsen sig atter ud i sin Alto med kurs mod Skjern søndag 16. december, hvor der er lokalopgør mellem de grønblusede og Team Tvis Holstebro.