Turisme

Faldt i, da svindlere tilbød rejse via telefonen

Svindlen med rejser via telefonen forsætter, og næsten hver gang falder en af de udvalgte i og bliver franarret penge. En borger fra Hørsholm fortæller hvorfor

Adskillige danskere har oplevet at blive narret af svindlere, der via telefonen giver dem et uimodståeligt tilbud om en rejse. I stedet for at komme billigt til sydligere himmelstrøg, ender de i værste fald med at blive flere tusinde kroner fattigere. Søndag aften var turen kommet til borgere i Helsingør Politikreds. Mindst 20 ringede ind og fortalte politiet om opkaldet fra telefonsvindlerne. Og én af dem var en borger fra Hørsholm, der rent faktisk gik i fælden og fik trukket 890 euro fra sin konto, mens han stadig havde fupmagerne i røret. - Normalt er jeg nede på jorden og ikke så nem at tage ved næsen. Og jeg understregede flere gange overfor dem, at jeg ikke ville købe rejsen til Florida her via telefonen, men at jeg ville have nogle papirer sendt hjem og sidde stille og roligt og kigge det igennem, fortæller offeret for svindlen til Ritzau. Han vil gerne advare alle andre mod at falde for telefonsælgernes lokken med massive rabatter. Når han faldt i, skyldes det, at tilbuddet mindede så meget om andre rejsearrangørers reklamefremstød, mener han. Tidligere har hans søn vundet en rejse med DFDS til Norge, hvor han også var blevet trukket ud som en af de nøje udvalgte. Sønnen kom af sted til Norge og fik endda kæresten med for en slik. Da Hørsholm-borgeren mandag aften ved 19.30-tiden fik en opringning med muligheden for at tage konen med på bryllupsdagsrejse til Florida med en afstikker med et krydstogtskib til Bahamas, blev han straks fristet. Det startede med en automatisk telefonstemme, og siden havde han hele tre forskellige engelsktalende sælgere i røret. De fortalte blandt andet, at de var et oversøisk selskab, der gerne ville ind på markedet i Danmark. Derfor tilbød de en rabat på 80 procent til udvalgte rejsende. Eneste krav var, at de skulle sende et postkort og tage nogle feriebilleder til firmaet, som de kunne bruge til videre reklamefremstød. Manden gav dem blandt andet kortnummeret på sit kreditkort og udløbsdatoen, men ikke de tre kontrolcifre, siger han. Oplysningerne skulle de bruge for blandt andet at booke en middag ved kaptajnens bord på krydstogtskibet, sagde de flinke sælgere. - Først da jeg efter næsten tre kvarters samtale skulle bekræfte et bestemt kontrolnummer, de tidligere havde givet mig i samtalen, blev jeg mistænksom. Jeg havde en sjette sans om, at noget var galt, siger borgeren fra Hørsholm. Da han havde lagt røret, forsøgte han straks at ringe til bankens spærringsservice, men svindlerne havde på en eller anden måde fået blokeret telefonlinjen, så han ikke kunne ringe ud de næste ti minutter. - Da jeg endelig fik fat i spærringsservicen, kunne damen der se, at de allerede under samtalen havde trukket penge fra min konto, siger manden, der er håndværker og i starten af 40'erne. Fordi han fik spærret sit kreditkort umiddelbart efter samtalen, får han formentlig ført de 890 euro tilbage til sin konto. Normalt går der nemlig lidt tid inden, pengene overføres til modtageren, og derfor kunne banken nå at stoppe transaktionen. - Det er sidste gang, jeg giver sådanne oplysninger over telefonen. Også på nettet vil jeg være endnu mere forsigtig med kortoplysningerne, siger den rejseivrige borger. /ritzau/