Faldt syv meter ned på nyt skib

Værftsarbejder i Skagen faldt ned på et lavere dæk - Arbejdstilsyn har givet værft strakspåbud

Ulykken skete her på Karstensens Skibsværft i Skagen, hvor medarbejderen var ved at færdiggøre en nybygning. Arkivfoto: Peter Broen <i>Pressefotograf Peter Broen</i>

Ulykken skete her på Karstensens Skibsværft i Skagen, hvor medarbejderen var ved at færdiggøre en nybygning. Arkivfoto: Peter Broen Pressefotograf Peter Broen

SKAGEN:En 31-årig mand fra Frederikshavn, der arbejder ved Karstensens Skibsværft i Skagen, slap ualmindeligt heldigt fra en arbejdsulykke onsdag formiddag.

Ulykken skete ved 8.30-tiden, hvor medarbejderen gik gennem en luge på øverste dæk på en nybygning på værftet og ifølge Arbejdstilsynets oplysninger faldt omkring syv meter ned på et lavere dæk.

- Han er efter omstændighederne sluppet ualmindeligt heldigt fra faldet, konstaterer tilsynschef Lars Toft Pedersen, Arbejdstilsynet, som straks blev sat på opgaven efter at Nordjyllands Politi var blevet alarmeret.

Sluppet heldigt

Den 31-årige værftsarbejder blev kørt på Sygehus Vendsyssel, og ifølge Nordjyllands Politi var medarbejderen ved fuld bevidsthed under hele redningen.

- Han er - så vidt vi ved - blevet scannet for skader og er utroligt nok sluppet fra det uden brækkede lemmer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen.

Tilsynschef Lars Toft Pedersen kalder det ”en alvorlig overtrædelse af Arbejdsmiljøloven”, at det var muligt for medarbejderen at falde gennem lugen og ned på det lavere dæk.

Strakspåbud

- Vi har givet et strakspåbud, som tilsiger virksomheden at sikre, at en sådan nedstyrtning ikke mere kan ske, siger Lars Toft Pedersen.

På Karstensen Skibsværft er direktør Tage Rishøj meget ked af det skete.

- Vi har normalt stålplader over alle lugerne og var netop ved at færdiggøre skibet med maling. Så var der et enkelt sted, hvor arbejderne ville sætte de sidste rør op. Derfor var stålpladen fjernet og en træplade lagt på i stedet. Den kunne desværre ikke holde til mandens vægt, lyder det beklagende fra direktøren.

Frygtede det værste

Han oplyser, at virksomhedens kriseberedskab omgående blev sat i værk, og alle medarbejdere blev tilbudt psykologhjælp.

- Det er utilgiveligt. Det er en af den slags ulykker, der bare ikke må ske. Vi er meget kede af det, men samtidig lettede over, at der ikke skete mere med vor medarbejder. Jeg frygtede det værste, da jeg blev kaldt ud til ulykken, siger direktøren.

Alle lugerne på skibet blev straks tjekket, og en lignende ulykke skulle nu ikke kunne ske igen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.