EMNER

Falsk advarsel til mobilkunder

KØBENHAVN:TDC og Sonofon blev onsdag oversvømmet med henvendelser fra bekymrede mobilkunder, som via mail var blevet advaret mod at svare på nogle fup-beskeder sendt som sms. Ifølge advarslen risikerer kunderne at blive lænset for 2500 kroner på telefonregningen, hvis de ringer på nummeret 60806181, eller hvis de svarer på en sms med ordlyden: Har vi en aftale i aften? Men der er ingen grund til bekymring, lyder det samstemmende fra TDC og Sonofon. Det kan nemlig slet ikke lade sig gøre, at "hacke" sig ind på kundernes mobiltelefon på den måde. - Vores kundeservice har fået mange henvendelser fra bekymrede kunder i løbet af dagen. Men der er ikke tale om andet en grovkornet spøg, siger informationsmedarbejder i TDC, Michael Laub. Det understøttes af et opkald til det konkrete telefonnummer, hvor en telefonsvarer fortæller, at man er kommet igennem til dansk al-Qaeda, hvor man kan vælge mellem at donere 2500 kroner, melde sig som selvmordsbomber, købe et foto af Osama bin Laden eller bestille en pizza. Også Sonofon fik i løbet af onsdagen en række henvendelser fra kunder, der havde modtaget advarslen. Men der er ikke noget at være bekymret for, understreger kommunikationsdirektør Karin Skjødt Hindkjær. - Der er tale om en dårlig joke og intet andet, fastslår hun. /ritzau/

Forsiden