Udland

Falsk bankkonge i Kina er anholdt

Kineser løj om sit ejerskab af bank i USA og fik politisk nøglerolle. Nu er han anholdt i stor skattesag.

Falsk bankkonge i Kina er anholdt

Den 41-årige Lin Chunping blev med et slag en berømt mand i Wenzhou i det østlige Kina i november i fjor.

Wenzhou regnes for at være et centrum for privat foretagsomhed i Kina, og Lin havde vist, hvordan sådan noget kan gøres.

Han fortalte de lokale, herunder medierne, at han havde købt en amerikansk bank. Han kaldte den Atlantic Bank of America, og Lin blev rost og hyldet i Wenzhou.

Avisen Global Times skriver, at han som en belønning for at have vist, hvordan man kommer ind på det amerikanske bankmarked, blev udnævnt som rådgiver for lokalmyndighederne i Wenzhou.

Kinesiske banker har længe forsøgt at komme ind på det skarpt regulerede bankmarked i USA, men bankerne i Kina er mødt med en stribe afslag fra amerikansk side. Lin derimod viste, hvordan det gøres.

Nu er Lins korthus imidlertid faldet fra hinanden.

Tilbage i marts afslørede nyhedsbureauet Xinhua, at hans bankhistorie var opspind. Der fandtes ingen bank, og han havde ikke købt en bank. Det var tomme ord og løgn fra Lin.

Han forlod så sit job som rådgiver for de lokale ledere og politikere, men Lin har tilsyneladende haft mere beskidt vasketøj i bagagen.

Politiet i Wenzhou har udsendt en erklæring, hvori det hedder, at Lin og seks andre er anholdt i en sag, hvor de beskyldes for at have snydt lokalregeringen for en skatteindtægt på 10 millioner yuan - omkring 9,4 millioner kroner.

Politiet siger, at Lin har haft gang i et kompliceret svindelpuslespil, hvor han har udstedt bilag for over 100 millioner yuan gennem selskaber, han kontrollerer.

Bilagene er baseret på falske pengeoverførsler, som er solgt videre til andre firmaer rundt om i landet med det formål at snyde den kinesiske skattefar.

Global Times skriver, at Lin forsvandt fra Wenzhou for to uger siden, men lovens lange arm fandt ham i provinsen Guangdong.

Han risikerer fængsel i 10 år, siger lokale medier.

/ritzau/AFP