Falsk indsamler på spil

KØBENHAVN:Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International advarer i en pressemeddelse mandag om en falsk indsamler, der har været på spil i Hvidovre, Rødovre, Gentofte og Hellerup. Han går fra dør til dør og samler penge ind i én af Amnestys indsamlingsbøsser - og samtidig virker han meget nysgerrig efter at kigge ind i folks hjem. Amnesty International frygter, at manden bruger "indsamlingen" som rekognosering til eventuelle senere indbrud. Organisationen har derfor meldt sagen til politiet. Idet Amnesty International ingen tilladelse har til samle penge ind fra dør til dør, opfordrer man alle, der er ude for en sådan hustandsindsamler, til at kontakte politiet med det samme. /ritzau/