Falsk tryghed i boksen

Lene Trudslev mistede stor opsparing og alle sine arvesmykker, da tyve uhindret gik ind i Jyske Bank i Hjørring og forsynede sig.

Tyverier 13. februar 2011 09:00

Hvis du tror at dine værdier er sikre i en værdiboks du kan leje i banken, så tro om igen. NORDJYSKE kan afsløre, hvordan det lykkedes to drevne tyve i løbet af få dage at opbryde i alt 50 værdibokse i Holstebro, Struer og Hjørring, og slippe væk med kontanter, smykker og andre værdier for i alt ca. 700.000 kroner. I Jyske Bank i Hjørring skete indbruddene midt i åbningstiden, og de første indbrud blev først opdaget af banken mere end en uge efter, at det var sket. Lene Trudslev fra Hjørring mistede et meget stort kontant beløb og alle sine arvesmykker. Efterfølgende har banken tilsyneladende lagt låg på sagen. - De må tage et ansvar. Der er et kæmpe problem med opsyn med boksene, siger en vred Lene Trudslev, der kun har fået et mindre beløb fra sin indboforsikring. Opsparing og smykker var væk Lene blev ringet op af en medarbejder fra Jyske Bank fredag 29. januar 2010. Hun fik besked på, at hendes værdiboks var brudt op og tømt. - Først troede jeg ikke på det. Det kunne ikke passe, at det kunne ske. Vi var jo blevet fortalt, at der var styr på sikkerheden og at boksene var overvåget, fortælle Lene Trudslev. Men da hun senere blev kontaktet af politiet, gik det op for hende, at det var virkelighed. - Jeg gik vel nærmest i chok, fortæller Lene Trudslev. Sammen med sin mand har Lene i mange år drømt om en rejse til Kenya. Hun besluttede derfor at lægge penge til side, og da hun havde planer om, at det skulle være en overraskelse til sin mand, blev pengene placeret i en boks sammen med smykker og andre værdier. - Hvis de havde stået på en konto, havde han jo fundet ud af det, siger Lene Trudslev. Mange har siden sagt, at hun var godt dum at have så mange penge liggende i en boks. - Det er da også rigtigt. Men det har jo været mindre beløb, der løbende er lagt til side over mange år, og jeg havde tillid til sikkerheden, siger Lene Trudslev, der er rasende over, hvordan banken efterfølgende har håndteret sagen. Tyv ville låne toilettet Overvågningskameraer viser, hvordan gerningsmanden 29. januar er gået ind i banken. Godt tilknappet har han henvendt sig ved skranken og bedt om at låne kundetoilettet. Han er derefter gået ned i kælderen, hvor toiletterne ligger ved siden af rummet med bokse. Han har i løbet af få minutter brudt tre bokse op med et lille brækjern, og derefter gået uhindret ud af banken igen. - Filialdirektøren har på et informationsmøde forsikret, at ingen får adgang til boksrummet uden at de bliver fulgt af en medarbejder, der netop har til opgave at holde øje med trafikken ud og ind af boksrummet, fortæller Lene Trudslev. Indbrud nummer to Først efter indbruddet, der ramte Lene Trudslev, opdager banken, at der faktisk også har været et indbrud en uge tidligere. 21. januar er to gerningsmænd gået ind i boksrummet og har brækket to bokse op. Der er altså gået mere end en uge, hvor banken ikke har registreret et indbrud i boksrummet. NORDJYSKE har fået aktindsigt i dombogen fra Retten i Holstebro, hvor de to gerningsmænd i foråret blev dømt for 50 indbrud i værdibokse i Vestjysk Bank i Holstebro og Struer, samt indbruddene i Jyske Bank i Hjørring. Her dokumenterer et vidneudsagn fra en ansat i Jyske Bank, at det første indbrud i boksene først blev opdaget efter indbrud nummer to. Jyske Bank har sagt til Lene Trudslev at de vil kigge på sagen, men her godt et år efter har hun ikke hørt noget. Bægeret var fyldt da hun ved nytår fandt ud af, at banken, trods det der var sket, havde trukket leje på 430 kroner for boksen, på hendes konto. - Jeg er så vred på banken, at de ikke tager et ansvar. Men for at jeg kan gå videre med en retssag, har jeg brug deres vurdering, og jeg har intet hørt, siger Lene Trudslev.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...