Retspleje

Falske checks var anonyme gaver

AALBORG:Retssagen mod to mænd fra Arden, der blandt andet er tiltalt for narkotikasmugling, fortsatte fredag med afhøringer af den 62-årige, der af politiet er udpeget som sagens absolutte hovedmand. Det handlede dog ikke om narkotika, men derimod om meget store checks. Den 62-årige forsøgte i april 2008 i Nordea Bank og Danske Bank i Skørping at indløse checks på henholdsvis 10.500 euro og næsten 700.000 dollar. Begge banker afviste checkene, som efter ganske banale forespørgsler viste sig at være falske. Den ene fik han tilbage næsten med det samme, efter at bankpersonalet på få minutter, blot ved at ringe til hovedsædet i København, havde konstateret, at den var uægte. Dét var kommet helt bag på den 62-årige, forklarede han i retten: De pågældende checks samt en tredje, som politiet kun har fundet en kopi af, var sendt til ham pr. post af ukendte personer, men han havde gjort meget ud af at undersøge deres ægthed, og intet havde tydet på, at de var falske. Anklageren, politiadvokat Philip Pagter, undrede sig over, at tiltalte som erfaren bankmand siden 1974, blandt andet med ledelsesposter i udenlandske banker, ikke blot havde sendt checkene til den udstedende bank med henblik på at få dem kontrolleret. Det ville, anførte anklageren, kunne have ladet sig gøre uden omkostninger. Ifølge den 62-årige ville det have været en "absolut nødløsning". Han uddybede ikke hvorfor. Der er afsat yderligere fem retsdage til sagen, hvor man vil komme nærmere ind på tiltalen for smugling af over tre kilo kokain og planlægning af yderligere smuglertogter. Anklagemyndigheden vil blandt andet forsøge at dokumentere, at den 62-årige med sine mange rejseaktiviteter har haft et privatforbrug, der ikke harmonerer med hans pension. Rumæneren, der i 2007 blev dømt i Norge for smugling, og som den 62-årige menes at have stået i ledtog med dengang, er fortsat eftersøgt, så han kan vidne i retten.