Visse

Falske ordener og forlorne riddere

NORDJYSKE bragte 25.7. en artikel om ridderordener. Visse afsnit af artiklen kunne godt forstås således, at vi har suveræne legitime ordener i Danmark, men der findes i Danmark adskillige falske ridderordener, som hævder, at de er efterkommere af den snart tusindårige Johanniterorden, og som har tilladt sig at hugge den gamle ridderordens ritualer, dragter, logoer mv.

Thure Barsøe-Carnfeldt

Thure Barsøe-Carnfeldt

Hvad er en legitim orden? Det var munkesamfundene, som dannede grundlaget for ordensvæsenets oprindelse. I korstogstiden blev munkevæsenet overført til ridderskabet i det hellige land. Der opstod dengang det, man betegnede de åndelige ridderordener og de fyrstelige ordenssamfund. Her kan vi skelne mellem de karitative arbejdende eller udøvende ridderordener på den ene side - og på den anden side fortjenstordener. For at få en fortjenstorden behøvede man ikke at være medlem af en ridderorden. Herudover kommer de fyrstelige ordener som f.eks. den danske Elefantorden, den engelske Order of St. John indstiftet af Dronning Victoria i 1888 m.fl. Ordenskapitlet på Amalienborg anerkender Vatikanet og Malteserordenen i Rom. Begge har i folkeretten status som suveræne stater med international diplomatisk anseelse. Principperne for en ridderordens gyldighed er publiceret af den internationale kommission for ridderordener ”Commission International des Ordres de Chevalerie”, som blev stiftet på den 5. internationale heraldiske og genealogiske kongres i Stockholm i 1960. Afslutningsvis påpeger kommissionen, at den eneste orden i verden, som kan kalde sig suveræn er Malteserordenen på via Condotti nr. 62 i Rom. Den har repræsentationer rundt om i verden, her i Norden siden 1959. Efterligningerne: Med sit eksklusive og aristokratiske præg og stil er ridderordener et ønskeobjekt for efterligninger. For de fleste af os er medlemskab af en ægte ridderorden eller tildeling af et kommandørkors ren utopi - eller en uopnåelig drøm. Det skal ikke benægtes. at mange tiltrækkes af fupordener på grund af samhørighed, anerkendelse, nysgerrighed og social status. Spekulationerne omkring disse såkaldte ridderordener er næppe alene for vindings skyld. Grænseløs uvidenhed har muliggjort oprettelse af falske ordener ikke bare i Danmark, men over hele verden. Grunden kan være den dybe trang, mennesket har til anerkendelse. Enkelte mennesker er rede til at give alt for at tilfredsstille dette primære behov. Intet er utænkeligt i en forvirret verden, og kigger vi på de falske ordeners hjemmesider, får vi et meget eksklusivt indtryk, hvor legaliteten gennem opfindsomme historier på forskellig måde forklares med sammenhænge til Canada, Tyskland, den tidligere russiske zar m.fl. ligesom i et eventyr, men er i virkeligheden rent og skært kulturtyveri. I Danmark vrimler det med foreninger, som uretmæssigt kalder sig en ”orden”, og som slås indbyrdes om at have den ”rette” 1000-årige afstamning, tradition og legitimitet, og mange naive borgere er gennem tiden blevet overbevist om, at de har ret til at tro sådan. Man kan spørge sig selv om, hvorfor ellers fornuftige mennesker gør sig til kulturkriminelle og uden omtanke kopierer en ærværdig suveræn ridderorden ved at anvende dens attributter, distinktioner, benævnelser, traditioner, historie, titler og motto. De falske ordener kunne jo f.eks. kalde sig loge eller forening og så i øvrigt på bedste vis fortsætte med at støtte humanitært arbejde rundt om i verden.