Familie amok ved ulykke

Trafikulykker 24. september 2007 06:00

ODENSE: Både en mandlig bilist og redningsfolk var i weekenden ved at få tæsk, efter at to piger blev kørt ned på Ejbygade i Odense. Det skete, da familie og bekendte til de kvæstede piger stimlede sammen efter ulykken. - Vi måtte have ekstra mandskab derud fordi de Falck- og politifolk, der på stedet, næsten ikke kunne komme til at arbejde. Og det er desværre noget, vi har oplevet flere gange, siger vagthavende ved Fyns Politi i Odense, Peter Ancher. De to mindre piger af anden etnisk herkomst end dansk blev kørt ned, da de var stået af en bybus og ville krydse vejen.De havde tilsyneladende travlt, for dels løb pigerne foran bussen og dels løb de over for rødt i en fodgængerovergang. Og fordi bybussen spærrede for udsynet, kunne en mandlig bilist ikke se pigerne, før de nærmest lå på bilens kofanger. Begge piger blev indbragt på skadestuen, hvor de i går eftermiddags meldtes uden for livsfare. 8. september måtte politiet i Odense en lignende situation tilkalde ekstra mandskab for at redningsfolkene kunne få arbejdsro, og hos politiet ser man med stor alvor på episoderne. - Hvis folk reagerer sådan i forbindelse med en ulykke hvor nogen er livsfarligt kvæstet, så risikerer de at være årsag til, at de kvæstede dør, siger Peter Ancher. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...