Familie fælles om arbejdet

Tre brødre og deres familier mødes til arbejdsweekend hos hinanden

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dorrit Kastrup fik god hjælp af kusinerne Julie og Laura, da hun var ved at lave et nyt staudebed.

BROVST:Det småregner lidt denne søndag, men det afholder ikke flokken af arbejdsheste på Ole Rømersvej i Brovst fra at male et 350 meter langt stakit. Joakim, Jesper og Morten er i færd med at male på den ene side, mens Dorrit og Torben er i gang med penslen på den anden side. 11 små og store er samlet til arbejdslejr hos Torben og Jane Jul Jensen i Brovst. Forinden har holdt arbejdslejr hos Dorrit og Morten Jul Kastrup i Rebild og Inger og Jesper Jul Jensen i Brovst. En tradition de tre familier holder i hævd for syvende år i træk og som de alle ser frem til med glæde. - Det er en blanding af, at det er hyggeligt og at man får lavet noget, siger Dorrit Jul Kastrup. - Det startede med, at vi havde fire fødselsdage i april og maj, der skulle passes og plejes, og det skulle altid foregå i weekenderne, som er så fortravlede. Derfor blev vi enige om at lave et årligt arrangement, hvor vi både hygger os sammen men også får lavet noget, forklarer Jesper Jul Jensen. Fælles om pligterne Mange af projekterne ville have været uoverskuelige, hvis man var alene og nogle af opgaverne ville i ”værste” fald kræve håndværkere. Men ved at de tre brødre og deres respektive familier løfter i flok, har de sparet mange penge til håndværkere. - Det er svært at få tingene gjort, hvis man bare går to og et mindre barn, der skal tages hensyn til, siger Morten Jul Kastrup. - Det er dejligt, at børnene lærer, at, de ved at arbejde i fællesskab, kan nå meget mere, siger Inger Jul Jensen. Og det er blevet til en del i årenes løb, det vidner rundturen i haven og omkring huset om. Et år fræsede familierne de sorte fuger ud mellem de røde mursten på huset med en vinkelsliber, et andet år omlagde de den 100 kvadratmeter store indkørsel, fordi fliserne bulede. Det er også blevet til højbede, legehus, redskabsskur, baggang etc. Havearbejde - I år har vi fået ordnet haven, der er blevet fældet træer og konerne har lavet staudebed og nu er vi i gang med at male stakit, og der bliver næsten altid lavet en brændestabel, fordi vi fælder træer, siger Jesper Jul Jensen, der glæder sig over, at han sidste år, med familiens hjælp, fik malet vinduer og udhæng på sit hus, der har høj over. Familierne planlægger de tre arbejdslejre allerede i januar, og det er strengt forbudt at melde afbud, kun en rund fødselsdag, sølvbryllup er gyldig grund. - Inden vi skal mødes, får vi en seddel ud, hvor der står, hvad vi skal lave og en liste over, hvilket værktøj, vi skal have med, forklarer Jesper Jul Jensen. De tre familier mødtes lørdag klokken ni til morgenmad og fejrede samtidig Dorrit’s 44-års fødselsdag med sang og gaver. Derefter kalder pligterne lige indtil søndag aften. Trætheden melder sig Der holdes kun de nødvendige spisepauser og maksimalt en halv time, med undtagelse af lørdag aften, hvor der er frit spil. Men her er batterierne flade. - Vi seks mennesker kan knap drikke to flasker rødvin, og det er ikke, fordi vi ikke bliver budt, men vi er så trætte, at vi ikke kan rumme det, siger Jesper Jul Jensen. Jane Jul Jensen har tjansen som husmor og skal sørge for bespisning til de mange mennesker. Og det er mange måltider, for det arbejdende folk kræver god mad. - Det er planlagt i god tid, hvad de skal have at spise og jeg lavede forret og dessert fredag aften, siger Jane Jul Jensen. Umiddelbart kunne man tro, at det familiære samvær krydret med arbejde ikke ligefrem er noget, 17-årige Joakim, synes er sjovt. Men han maler gerne stakit side om side med sin far og onkel og tumler også gerne med de yngre fætre og kusiner. - Det er rart at være sammen med de andre, siger han.