Familie fra Attrup hædret med Årets Skovtrold

Teater 4. september 2007 06:00

SKOVSGÅRD: De årlige friluftsspil i Sdr. Skovsgård Skov, der har fundet sted hvert år siden 1983 med kun et par undtagelser, har i flere tilfælde udviklet sig til et helt familieforetagende for nogle af de medvirkende. Det gælder bl.a. Kirsten og Allan Steffensen og deres to døtre, Inge på 14 og Anna på 17, som har været aktive ved skovspillene de seneste syv år. Ved den årlige afslutning for de medvirkende både på og bag scenen blev familien Steffensen fra Attrup hædret med Årets Skovtrold for deres store indsats. Med titlen og hæderen følger blomster og en vandrepokal med navne på tidligere modtagere. Hædersbevisning og rosende ord blev overrakt af Ida Larsen, formand for Teaterforeningen Skovspillene. - Allan gør en kæmpeindsats med kulissearbejde, ligesom han egenhændigt har gjort en gammel, brugt salgsvogn til festpladsen i stand både udvendig og indvendig. Kirsten hjælper bl.a. med at finde rekvisitter her og der, og deres piger maler og hjælper til ved scenearbejde, sagde Ida Larsen. - Når det årlige skovspil er overstået, så er vi virkelig trætte efter det store og langvarige arbejde. Men når vi så har sundet os, og det bliver forår igen, så fornemmer vi ligesom cirkushestene savsmuldet i manegen og glæder og til en ny forestilling, siger Kirsten Steffensen, der sammen med resten af familien glæder sig over hædersbevisningen. - Alle har gjort en god indsats, pointerede Ida Larsen, men bestyrelsen fandt alligevel anledning til at fremhæve et par mere for en særlig indsats. Ida Larsen overrakte således medalje til Torben Jensen, der sammen med formanden er den eneste, der har været med i alle årene siden 1983. Der var ligeledes medalje til kapelmester Henrik Skøtt for at have spillet ved 10 forestillinger, og Mathias Foldager fra 8. klasse fik en medalje for ”opstillingsparathed”. - Mathias er sprunget til i flere roller med kort varsel og har trods sine unge alder været en positiv og dejlig medspiller med godt humør de seneste fire, fastslog Ida Larsen. Ved festaftenen på Skovsgård Hotel blev der sunget sange fra samtlige 23 forestillinger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...