Familie har mulighed for at klage

Pårørende brød sig ikke om at tale med politiet

HJØRRING:Familien til den 79-årige Erling Jensen, som i går formiddags blev fundet død efter at have været forsvundet i ti døgn, har ikke været tilfreds med Hjørring Politis behandling af sagen. Barnebarnet Martin Løkke fortæller blandt andet, at man i familien internt brugte lang tid til at diskutere, hvem der skulle ringe til politiet for at høre nyt. - Vi fik altid sådan nogle kort-for-hovedet-svar. Det var ubehageligt, sige han. Hjørrings politimester Poul Nørgård regner med, at hans folk har talt pænt til de pårørende. - Vi taler naturligvis altid ordenligt til folk, når de taler ordenligt til os, siger han. Poul Nørgård har svært ved at tage stilling til klagerne, som forleden blev udtrykt i et læserbrev her i Nordjyske Stiftstidende. Her udtrykte Martin Løkke sin frustration over, at politiet efter hans mening ikke satte tilstrækkeligt ind på at finde den forsvundne. - Hvis der er nogen, der ikke er tilfreds med politipersonalets arbejde, kan man altid afgive en adfærdsklage, siger Poul Nørgård. En sådan adfærdsklage vil blive behandlet af statsadvokaten. Hjørrings politimester understreger, at man på politistationen er til for at hjælpe folk. - Vi bruger det såkaldte VVS-princip. Det betyder, at vi taler venligt, værdigt og sagligt til folk. Familien til Erling Jensen har været utilfreds med, at Hjørring Politi efter tre dages eftersøgning med hunde og helikopter opgav eftersøgningen af den 79-årige, som var senil dement. De prøvede forgæves at få mere hjælp til eftersøgningen. Familien fortsatte på egen hånd med at lede efter Erling Jensen, som blev fundet hundrede meter fra Brønderslev Psykiatriske Sygehus.