Redningsvæsen

Familie mistede alt

Huset udbrændte totalt ved branden.
Foto: Henrik Louis

Huset udbrændte totalt ved branden. Foto: Henrik Louis

JERSLEV:En familie mistede alt ved en brand i går eftermiddag. Branden opstod på Vangkærsvej 28 ved Jerslev, og i løbet af få minutter var det ca. 30 år gamle træhus lagt i ruiner. Huset beboes af Inge og Peter Lange-Nielsen, ligesom sønnen Mark Lange-Nielsen bor hjemme. Peter Lange-Nielsen lå på sofaen, da der skete en kraftig eksplosion, og i løbet af sekunder var huset omspændt af flammer. Peter Lange-Nielsen blev dårlig, og blev i ambulance bragt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring til behandling for røgforgiftning. Familiens hund menes indebrændt. Røgdykkere forsøget at finde den, men uden held. Beredskabsinspektør Preben Jensen mistænker en gasovn for branden. Teorien er, at denne gasovn er gået ud, og gas har fortsat med at sive ud. En gnist har så antændt den udsivende gas. Der skete også flere mindre eksplosioner under slukningsarbejdet, og brandfolkene måtte trække sig tilbage. I huset var der et våbenskab, men det er brandsikkert. Familien bruger en stor del af deres fritid på hus og have.Familien Lange-Nielsen har boet fem år på stedet, som netop var det hjem, de havde drømt om. Preben Jensen siger til NORDJYSKE, at han sjældent har set et hus brænde så hurtigt. Han mener dog ikke, at det er farligere at bo i et træhus end i et muret hus. - Jeg har oplevet, at et muret hus udbrændte totalt, selv om vi var fremme på otte minutter, siger Preben Jensen, der ikke vil advare folk mod træhuse. - Nogle byggmaterialer - selv døre - kan brænde på meget kort tid, fortæller han.