Familie rev det gamle hus ned og byggede nyt

Familien Kjærgaard Smith i Aalborg væltede 60’er-villaen og byggede nyt - men ikke uden mange overvejelser

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

AALBORG:God skole, ditto daginstitution, dejlige naboer og gåafstand til spejderklub, fodboldanlæg og Østerådalen.

For Susanne og Martin Kjærgaard Smith var der ingen tvivl. De ville blive i området, da deres 60’er-villa i Aalborgs planetkvarter for fire år siden skulle renoveres.

Og det skulle den. Med to små værelser til to drenge og en baby, var pladsen på de 126 kvm for trang.

- Vi må gøre noget, var parret enige om og gik i gang med masser af overvejelser.

At bygge ud i haven var en af mulighederne. En anden var at bygge førstesal på huset.

Men lige meget, hvor meget de tegnede og regnede, ville en ombygning med opfyldelse af deres behov koste mindst 1,4 millioner kroner.

Overvejede at købe andet hus

- Det var dyrt, og så skulle vi desuden skifte køkken ud indenfor en kort årrække. Og selvom tilbuddet lød på det beløb, kunne vi risikere, at der også skulle skiftes rør eller andre uforudsete udgifter, så det ville blive meget dyrere, fortæller Susanne og Martin Kjærgaard Smith, der også kiggede på huse i området.

- Men der var kun et til salg, og det var alligevel ikke det rigtige, lyder forklaringen på, hvorfor den mulighed blev droppet.

I stedet spurgte parret hinanden:

- Hvad er bedste drømmescenarie, hvis alle muligheder er åbne? Svaret er et nyt hus på samme grund. Men var det økonomisk muligt?

- Vi ønskede jo ikke noget fancy, blot mere plads, fortæller Susanne Smith over en kop kaffe i det nye køkken.

For ligesom resten af huset er også køkkenet nyt.

De endte nemlig med at rive det gamle hus ned og bygge helt nyt.

Eller som Martin Smith udtrykker det:

- Beslutningen var egentlig ikke så svær, da alt var i spil, og vi havde været igennem alle mulighederne. Hellere nyt end at renovere det gamle, som alligevel aldrig ville blive helt, som vi gerne ville have det. Desuden fik drengene astma, og det kunne godt stamme fra skimmelsvamp i det gamle hus. Det gjorde det heldigvis ikke, viste det sig.

Som at rive tæppet væk

Svært var det imidlertid for parret, da beslutningen først var truffet, og det gamle hus forsvandt lidt efter lidt. I det halve år byggeriet stod på, boede familien i en lejet lejlighed på Skelagervej.

- Vi var jævnligt forbi på vej til børnehaven, og det var ikke sjovt, husker Susanne,

- Hvad har vi dog gjort, tænkte jeg flere gange. Det var som at rive tæppet væk under sig selv, fortæller hun, mens gemalen føjer til:

- Især havde jeg det svært, da parketgulvet bare blev brækket op i stumper, det havde vi passet så godt på. Da nåede jeg lige at fortryde.

Velvillig bank

Ét var imidlertid beslutningen om at rive et hus ned, som i 2002 havde kostet familien Smith 1,1 mio. kr., et andet var bankens syn på det.

- Men de gik heldigvis med til det, fordi vi valgte et velrenommeret firma som Huskompagniet til at stå for det hele. Og det spillede også ind, at vi ikke skulle betale til det nye hus, før vi flyttede ind, lyder det fra Martin Smith, der inden den endelige beslutning tegnede forskellige muligheder for at placere huset på den 777 kvm store grund.

- Husets form var vigtig. Og hvordan det vendte på grunden, så vi bevarede vores sydvendte terrasse. Der skulle også gerne være plads til en carport.

Plads til overnattende gæster

Det løste sig alt sammen, så Anton på fem, Gustav på ni og Magnus på 12 år nu har hvert sit værelse ligesom forældrene. Og der er desuden i det 161 kvm store hus blevet plads til et gæsteværelse til farmor og bedstefar fra Lemvig.

Udover en stor stue er køkken-alrummet med højt til træloftet en af de ting, Susanne Smith sætter stor pris på.

- Men også at alting fungerer, glæder Susanne, der ikke fandt det svært at holde sig til standarden i typehuset.

- Vi skulle undervejs hele tiden tage stilling til alle mulige detaljer som udseende og farve på stikkontakter og døre samt fliser og alt muligt andet. Og hele tiden passe på ikke at hoppe med på noget, der måske var lidt bedre og lidt pænere. Så ville det blive alt for dyrt, kommer det fra parret, der kastede sig ud i byggeriet samtidig med, at Martin Smith etablerede firmaet M2solutions - og blandt andet har udviklet en maskine, der renser håndbolde for harpiks.

Tilbuddet fra Huskompagniet lød på 1,8, mens der også var udgifter til ekstra udgravning samt et par tilvalg. Prisen endte derfor på 2.050.000 kr. plus carport samt udgifter til fliser og have.

Nye traditioner

I snart fire år har familien på fem nu boet i deres nye hus i det gamle kvarter med både ældre og unge naboer - men alle sammen overbærende over byggerodet.

Og de har ikke et øjeblik fortrudt, at de kastede sig ud i projektet med at rive det gamle hus ned og bygge helt nyt.

- Godt nok fik vi nyt hus, men det var vores egne gamle møbler og egne ting, der blev flyttet tilbage, selvom vi skulle til at lave nye traditioner, fortæller Susanne Smith.

- Til fødselsdag og jul behøver vi ikke længere flytte en sofa for at få plads nok. Nu kan vi være her - også når der er gæster. Det er dejligt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Nu har Gravenshoved-eleverne fået deres undskyldning
Luk