Turisme

Familie scorer 387 mio. kroner

Nørresundby-virksomheden Nordic Camp Supply solgt til amerikansk koncern.

Fra Nordic Camp Supplys hjemmeside.

Fra Nordic Camp Supplys hjemmeside.

Den familie-ejede Nørresundby-virksomhed Nordic Camp Supply, der forsyner NATO-styrker i Afghanistan med brændstof, er i færd med at blive solgt til det amerikanske selskab World Fuel Services Corporation. Prisen er 68,5 millioner dollar, svarende til 387 millioner danske kroner. En del af købesummen - op til 10 millioner dollar - finansieres med aktier i køberens virksomheden, resten afregnes kontant. Handelen ventes afsluttet i løbet af en måned. Diesel og flybenzin Nordic Camp Supply leverer diesel og flybenzin til NATO og har efter en rekonstruktion oplevet en kraftig vækst. Selskabet omsatte for 1,4 milliard kroner i sit seneste regnskabsår. Hvor omfattende leverancerne af brændstof til Afghanistan er, og hvordan transporten til baserne foregår, vil virksomheden af sikkerhedsgrunde ikke oplyse. Det er familien Fossing, der står bag den succesrige virksomhed med pt. 91 ansatte. Familien består af ægteparret Bente og Michael Fossing, sønnen Klaus Fossing og datteren Rikke Bjerg. Bente er bestyrelsesformand for Nordic Camp Supply, Klaus direktør. Ejer flere virksomheder Hvad familien vil bruge de mange millioner fra salget til, ønsker Michael Fossing ikke at oplyse. Gennem en række holdingselskaber ejer familien også de to virksomheder Danish Container Supply, der sælger og udlejer containere i Danmark og til en række vestlige landes forsvar, og ICS Group, der leverer containere til Mellemøsten og Afrika. World Fuel Services Corporation har hovedsæde i Miami og er et af verdens største firmaer inden for brændstof-logistik.