Udland

Familie til dræbt journalist: Vi er glade for anholdelse

Familie til dræbt amerikansk journalist er lettet, efter at formodet drabsmand er blevet anholdt i Pakistan.

Familie til dræbt journalist: Vi er glade for anholdelse

Familien Pearl kan ånde lettet op. Søndag meddelte pakistanske myndigheder, at de har anholdt den mand, der formentlig står bag drabet på den amerikanske journalist Daniel Pearl fra The Wall Street Journal.

- Vi er glade for anholdelsen og håber, at retfærdigheden vil sejre. At de skyldige vil blive straffet for at have bortført og myrdet vores søn, siger forældrene Ruth og Judea Pearl til nyhedsbureauet AFP.

Den formodede drabsmand er Qari Abdul Hayee, der er leder af en sunnimuslimsk militantgruppe Lashkar-e-Jhangv (LEJ). De pakistanske myndigheder fandt frem til hans skjulested i Pakistans største by, Karachi.

Anholdelsen af Qari har været længe undervejs. Daniel Pearl blev bortført og halshugget, tilbage i 2002, da han var på reportagetur i Pakistan. Her forsøgte han at indsamle informationer til en artikelserie om militante islamister.

Måneden efter bortførelsen dukkede der en noget makaber video op på det amerikanske konsulat i Pakistan, der viste halshugningen af Daniel Pearl.

LEJ udgør en stor sikkerhedstrussel i Pakistan. De er kendt for at have stået bag utallige terrorangreb rettet mod den vestlige verden.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.