Familiebiler skraber bunden

Populære biler får dårlige anmærkninger i Autorapport 2005

I sidste måned refererede vi en tysk kvalitetsundersøgelse fra Europas største bilblad, Autobild, der slog fast, at den er helt gal med kvaliteten i mange tyske biler. Det fik flere læsere til at reagere. Havde de gjort et dårligt køb, da de skrev slutseddel på deres tyske ønskebil? Svaret blæser i vinden. For i den seneste rapport fra den tyske synsmyndighed, TÜV, er der tyske biler repræsenteret i både top og bund. I bilbranchen er der ingen endegyldige sandheder om bilernes kvalitet. Men den årlige synsrapport fra de tyske synsmyndigheder, TÜV, tager trods alt udgangspunkt i syn af omkring syv millioner biler om året. Den nye melding om autoåret 2004 er netop udkommet. Og giver et billede af fejlmønstret. Toyota bedst I Tyskland skal bilerne til syn, når de fylder 3, 5, 7 og så videre. Dermed er vurderingerne delt op i forskellige kategorier. Alle resultater kan ses i rapporten, der kan købes på DSB-kioskerne, men vi har luret i rapporten og bringer nogle af hovedkonklusionerne her. Rapporten er bilfabrikkernes skræk. Problemer med bilerne kan ikke skjules for de erfarne inspektører, der noterer alt ned og indrapporterer fejl og mangler, blandt andet til brug for denne undersøgelse. Toyota har tidligere besat de ærefulde førstepladser, uanset bilernes alder. Men flere af mærkets modeller har måttet vige positionen for Porsches modeller, som er de mest problemfri i flere kategorier. Det er dog fortsat Toyota Yaris, der imponerer TÜV mest, når det gælder biler, der har 4-5 år på bagen og Starlet, der er topscorer blandt de 6-7 årige biler. Og Toyota er stadigvæk det mærke, der generelt gør det bedst. VW-bundskraber Bundskraber med flest fejl er trioen VW Sharan, Ford Galaxy og Seat Alhambra. Den rummelige familieflytter er simpelthen fyldt med problemer og manglende driftssikkerhed. Og det gælder alle tre mærker, som deles om fabrikken i Portugal, der producerer bilerne. Andre problembørn er Chrysler Voyager, Renault Twingo og Alfa 146/147. Synsinspektørerne hos TÜV har travlt, når de modeller skal checkes efter. I det hele taget er der mange problemer hos flere af de praktiske biler. Blandt de 2-3 år gamle køretøjer optræder Opel Zafira på en lidt flatterende femte-sidste plads. Den dumper ofte på slør i foraksel og styretøj. Men ellers har Autorapporten mest godt at sige om nyere Corsa, Astra og Vectra. U-tjekket kvalitet Har du kig på en Skoda Felicia, der på mange måder er en praktisk og billig brugtbil, så bør du lige være opmærksom på, at dens kvalitet ikke er særligt tjekket. Blandt de 4-5 årige klarer den sig ringe. Sammen med årene gnaver rusten, dårligt eller forkert indstillet lys, dårlige bremser og tæring i udstødningen. Den kasseformede Suzuki Wagon R sælger som frisk sushi på brugtmarkedet. Men købere bør være opmærksomme på, der ofte er fejl på bremserne og baglygterne ikke virker som de skal. Flere familier har fået øjnene op for en ældre Saab 900 eller 9-3. Og de kan, ifølge TÜV, roligt kigge nærmere på den. De mest udbredte problemer er forkert indstillede forlygter. Mercedes dumper Mercedes ellers så skudsikre kvalitetsry har fået et skud for boven i de sidste par år. Og den tendens bekræftes i rapporten. Især E-klasser over 5 år plages af slør, problemer med forakslen, en del oliespild og bremseslanger, der er for dårlige. En af de helt store overraskelser på listen over biler med flest fejl, er BMW 3-serie, der med 10,8 pct. placerer sig mellem Renault Kangoo og Daewoo Nubira. En rigtig flovmand for mærket med den store prestige. Flere kilder har fortalt avisen, at brugte Citroën Xantia, for tiden sælger som varme flutes i en fransk provinsby. Og det forstår man godt efter at have læst TÜVs mening om den bil. Den har ikke flere fejl end gennemsnittet og vurderes til at være den bedste Citroën nogensinde. Hæftet er på 196 sider og koster 34 kroner. Billedtext: Opel Zafira er populær som brugtbil herhjemme. Men køberne bør kigge sig godt for, idet bilen er en af de mest fejlbehæftede blandt de 2-3 år gamle biler. Billedtext: Brugte Suzuki Wagon R af den forrige udgave er populær på brugtmarkedet. Men der er mange fejl på bilerne, især på bremserne og baglygterne.